Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

almindeligt sengebad”. Bente suger patienten. Jeg spørger om der er forskel på måden,
sygeplejersker suger på, selv om der er en fast procedure. Bente svarer:
”Det er der. For eksempel må trykket, når man suger, ikke overstige en vis
grænse, og det er der nogen, der ikke respekterer. Så bør man også tage to sæt
handsker på af hygiejniske grunde, sådan at man kan bruge det første sæt til at
krænge om suget og stadig stå tilbage med et sæt handsker på. Det er der mange,
der ikke gør.”
Afdelingssygeplejerske Katrine formulerer sig således om sygeplejerskernes forskellighed
på et tidspunkt, hvor jeg netop har fortalt, at ”metode” ifølge en synonym-ordbog
kan forstås som ”melodi”. Hun siger, at der er flere sygeplejersker, der gerne vil have
hende til at være ”forsanger” og ”bestemme”, hvordan noget skal udføres. Men det vil
hun ikke. Sygeplejerskerne må selv tage ansvar. I dette afspejles en forventning til sygeplejerskerne
om at forvalte deres faglige rolle på en ansvarlig måde. Denne forventning
berører sygeplejerskerne således, at de oplever friheden til at handle på den måde, som
DE synes – dog indenfor en faglig forsvarlig ramme, herunder forpligtelsen overfor de
virkeligt syge patienter. Den enkelte oplever, at hendes måde at handle på er unik og
knyttet til hende. Men reelt er den funderet i objektiveringer for forsvarlig faglig
udfoldelse. Denne faglige forpligtelse leder til det næste værdimæssige aspekt.
Sygeplejerskerne anser det for værdifuldt, at der er flydende faggrænser. Hensynet til
patienten får sygeplejersken til at arbejde fleksibelt og praktisk orienteret.
De flydende faggrænser omfatter det gråzoneområde, der er mellem lægens og sygeplejerskens
arbejdsområde. Det har en direkte betydning for typen af opgaver, som
sygeplejersken beskæftiger sig med. Sygeplejerskens arbejdsfelt er meget teknisk, på
grund af alt det tekniske udstyr, der er forbundet med at pleje ”virkelig syge patienter”.
Men de flydende faggrænser er med til at udvide sygeplejerskens arbejdsopgaver i
retning af lægens domæne, idet hun overtager nogle af hans enkeltstående
arbejdsopgaver. Dette kan have en symbolsk betydning, fordi lægens domæne af nogle
sygeplejersker tillægges høj status og prestige. Men der er umiddelbart også en mere
pragmatisk begrundelse, hvor det er hensynet til patienten, der udtrykkes: Dorte, som
har stor erfaring fra dette og andre intensive sengeafsnit, siger (citat gengivet efter
feltnoter):
”Der er ingen klare grænser mellem lægens og sygeplejerskens arbejde.
Behandling er ikke bare lægens område. Sygeplejerskens og lægens område kan
ikke adskilles. For respiratoren gælder det ganske vist, at lægen er ansvarlig for
indstilling af respiratoren, men indstilling af alarmgrænse er sygeplejerskens
ansvar. Men der er et gråzoneområde, f.eks. har sygeplejersken ikke kompetence
til at skrue op og ned for infusion af Kalium, selv om der kommer et blodprøve
svar, der indikerer dette. Og det gør de alligevel. Og det er ikke hensigtsmæssigt,
hvis patienten er klar til at aftrappe respiratoren, at sygeplejersken måske så skal
vente i lang tid på lægen”.