Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

De formelle interviews omfattede planlagte samtaler med hhv. praksissygeplejerske, afdelingssygeplejerske
og oversygeplejerske i hver case. Denne spredning i forhold til
organisatorisk niveau havde til hensigt at tydeliggøre en potentiel forskellighed i
sygeplejefagligt perspektiv og herved i særdeles skabe grundlag for en forståelse af
konstitutive faktorer. Der blev udarbejdet interviewguide for hvert af de organisatoriske
niveauer. Inklusionskriteriet for hhv. afdelings- og oversygeplejerske var indlysende. I
praksis var det dog bemærkelsesværdigt, at i en afdeling (medicinsk) var
oversygeplejersken samtidig afdelingssygeplejerske. Teknisk blev dette administreret
som to interviews. Endvidere var det bemærkelsesværdigt, at der er flere niveauer af
oversygeplejersker, og at en oversygeplejerske kan besidde flere af disse niveauer
samtidig. Inklusionskriteriet for praksissygeplejersken var, at hun havde mere end et års
anciennitet i det pågældende sengeafsnit. Begrundelsen for dette kriterium var, at et
minimum af kendskab til det konkrete sengeafsnit ansås som betydningsfuldt som
forudsætning for at kunne besvare de spørgsmål, der gennem mine observationer i
sengeafsnittet, pressede sig på. Endvidere havde det i lyset af ”den sociale rationalitet”
betydning, at hun havde caserelaterede konkrete praksisnære erfaringer. I praksis var
afdelingssygeplejersken behjælpelig med at udpege, hvilke sygeplejersker, der havde tid
og opfyldte inklusionskriteriet. Konkret planlagde jeg selv med sygeplejerskerne og fik
accept af afdelingssygeplejersken i forhold til tidspunkt og tidsforbrug. Det blev udover
inklusionskriteriet et praktisk anliggende i forhold til, hvem der havde tid/mulighed og
hvem ville. Undersøgelsesdesignet skabte mulighed for at inddrage yderligere
informanter i de enkelte cases, hvis det fandtes betydningsfuldt for at skaffe et nuanceret
datagrundlag (Yin 2003). I den kirurgiske case indgik endnu en praksissygeplejerske
samt en projektsygeplejerske i formelt interview. I dette sengeafsnit var der meget stor
spredning i forhold til sygeplejerskernes anciennitet. Derfor fandtes det formålstjenligt
at interviewe en erfaren (anciennitet 6 år) og en mindre erfaren (anciennitet 1 år).
Projektsygeplejersken indgik, fordi hun var en symbolsk og praktisk betydningsfuld
person i sengeafsnittet, og flere sygeplejersker indgik i et tæt samarbejde med hende. I
alt blev 14 personer formelt interviewet.
De uformelle samtaler, som kan beskrives som etnografiske interviews 73 (Spradley
1979), skete undervejs i observationsstudiet, når det var passende. Samtalerne kunne
omfatte alle sygeplejersker i sengeafsnittet og i mindre grad sygeplejerskers tværfaglige
samarbejdspartnere som eksempelvis læge, social- og sundhedsassistent og ergoterapeut.
Samtalerne foregik de steder, hvor det fandtes naturligt. Som oftest udenfor
patientstuer. Et godt sted at placere sig var i kaffestuen. Her var der adgang til at komme
i dialog med alle sygeplejersker indenfor en kort tidsperiode i løbet af formiddagen.
Fordi de fire sengeafsnit er normeret forskelligt, blev datamaterialet, fordelt på antallet
73 Det etnografiske interview har mange fælles træk med en almindelig samtale. De etnografiske
elementer i samtalen kan inddeles i eksplicitering af formål, etnografiske forklaringer samt etnografiske
spørgsmål (Spradley 1979:59-60)