Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

elevans for sygeplejerskers handlemåder, skaber dette et grundlag for, at aktørerne kan
handle på den måde, som de finder bedst.
For at forstå metodebegrebets kontekst historisk og kulturelt, finder jeg det hensigtsmæssigt
i første omgang at analysere metodebegrebet i forhold til de tre historiske
epoker, som analytisk kan skabes på baggrund af Giddens og Kari Martinsens tekster: 1)
Den traditionelle epoke, hvor der var et sikkert religiøst grundlag, 2) den moderne
epoke, hvor der var en tro på et sikkert erkendelsesmæssigt grundlag og 3) den
senmoderne epoke, hvor der ikke længere hersker en tro på et sikkert
erkendelsesmæssigt grundlag.
Det er altså relevansstrukturer, der er forbundet med den historiske og kulturelle
udvikling, og som antages at have betydning for den sociale praksis i relation til ”sygeplejefaglig
metode”, der er styrende. De ord og termer, som tillægges særlig betydning,
som bidragende i konstruktionen af denne forforståelse, fremhæves med kursiv.
11.2 Den traditionelle epoke
Ifølge Giddens er traditionelle kulturer karakteriseret ved praksisformer, hvor fortiden
udstikker en ramme af ”stadfæstet praksis” for fremtiden. Derudover skaber tradition en
følelse af tingenes stabilitet, som typisk blander kognitive og moralske elementer
(Giddens 1996:64). Tradition betyder en integration af en refleksiv handlingsregulering
med samfundets tid-rum regulering. Tradition er en måde at håndtere tid og rum på. Det
er et middel, der sætter en bestemt aktivitet eller erfaring ind i en kontinuitet af fortid,
nutid og fremtid, som hver især struktureres af tilbagevendende sociale praksisser.
Disse er forbundet med Guds uundgrundelige mening med tilværelsen (Giddens
1994:33,38) 135 . Forudsigeligheden på baggrund af fortidens indvirkning på og betydning
for nutiden gør sig gældende og forstærkes ved troen på Gud. Den uforudsigelighed,
der måtte opstå, kan elimineres ved at handle efter Guds ord 136 . På den måde
relateres refleksionens sammensatte karakter af det kognitive og moralske til det
religiøse, som i forhold til det kognitive forklarer konkrete hændelser udfra Guds vilje
135 Ifølge Giddens er noget af det, der karakteriserer den traditionelle epoke en reversibel tidsopfattelse,
som udtryk for gentagelseslogikken. Rutiner og ritualer har en særlig betydning og skaber en egentlig
meningsfuldhed. Rutinen er ikke tom, men knyttet til tid og rum og forbundet med en generel respekt
eller en grundlæggende ærbødighed over for traditionen og i forbindelsen mellem tradition og ritual
(Giddens 1994:91-93). Metodebegrebet kan altså forstås i lyset af en reversibel tidsopfattelse, hvor det
rutineprægede udtrykker gentagelsesaspektet og det rituelle udtrykker det sæt af religiøse værdier og mål,
der er indlejret i handlingen
136 Ifølge Giddens vil det at føle en ontologisk sikkerhed sige, at man på et ubevidst plan og et praktisk
bevidsthedsniveau har ”svarene” på de fundamentale eksistentielle spørgsmål, som alt menneskeligt liv
på een eller anden måde stiller (Giddens 1996:62). Rammerne for de traditionelle kulturer var generisk
forbundet med angst og uvished på grund af den fysiske verdens tilfældigheder, menneskelig vold og
også den frygt, som frelserreligioner skabte (Giddens 1994:93-95). Slægtsskab, lokalsamfund, religiøs
kosmologi og traditionen udgør fire dominerende tillidssammenhænge (ibid:91-93). I forhold til denne
analyse er fokus den religiøse kosmologi. Metode i religiøs sammenhæng kan forstås som en slags
bindeled mellem fortid, nutid og fremtid som en del af traditionen og kan betragtes som betydningsfuld
for menneskets ontologiske sikkerhed.