Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

af afdelingssygeplejersken forstået som konklusioner, men er ment som forståelseshypoteser.
Hun skriver:
Læsning af rapporten har givet stof til eftertanke, men jeg mener ikke, du yder
sygeplejen i (senge)afsnittet retfærdighed. Jeg mener, at din baggrund som psykiatrisk
sygeplejerske og mange år som underviser står i vejen for en – efter min
opfattelse – rimelig vurdering af vores afsnit, og hvad der foregår her. Du tegner
et billede, hvor du faktisk siger, at der ikke finder selvstændig sygepleje sted. Jeg
er enig i, at vilkårene er meget hårde, men i forbindelse med at sygeplejerskerne
udfører alle opgaverne – instrumentelle eller ej – evner de at udføre en sygepleje
og en omsorg, som er meget flot. Vi får op til flere gange om ugen kort og breve
fra taknemmelige patienter og pårørende. Dette ville ikke være tilfældet, hvis
tingenes tilstand vitterlig var, som du beskriver dem.
Jeg har på intet tidspunkt haft til hensigt at vurdere sygeplejen, men jeg kan nu godt
forstå, at rapporten kan læses sådan 54 . Det er undersøgelsens problemformulering, der
har været styrende for udarbejdelse af rapporten. De belæg, som jeg har for mine
forståelseshypoteser/foreløbige konklusioner med relevans for problemformuleringen,
er ikke alle beskrevet i rapporten, hvilket ville have medført en meget omfangsrig
rapport. Men disse kunne have bidraget til at tydeliggøre formålet med rapporten.
Endvidere er det mit helhedsindtryk af sygeplejerskernes oplevelser, der refereres til i
rapporten, og endnu ikke typer af eksisterende relevansstrukturer.
En kritisk selvvurdering i forhold til de videnskabelige relevanskriterier, der er
forbundet med at påtage sig rollen som ”den fremmede”, har været en konsekvens af
denne oplevelse. At forskellige aktører ser og oplever noget forskelligt, tydeliggør
endvidere diversiteten af perspektiver i feltet som udtryk for typer af relevansstrukturer,
der gør sig gældende. Det er netop sådanne forskelle, der danner grundlaget for at kunne
typificere viden som grundlag for at konstruere idealtyper.
54 Denne problemstilling har jeg bearbejdet flere gange. Først og fremmest har jeg mødtes med
afdelingssygeplejersken. Mødet var dels en opfølgning af den korrespondance, der er fulgt efter min
rapport til afdelingen. Dels for at få afsluttet samarbejdet på ordentlig vis. Dialogen var præget af
gensidig åbenhed. Dernæst har jeg naturligvis diskuteret problemstillingen med min vejleder og endelig
har jeg i anonymiseret form præsenteret den til et lukket seminar i ph.d. netværket i Viborg. Blandt
forskerfolket synes der at herske stor uenighed om respondentvalidering i det hele taget, hvilket naturligt
kan forstås i lyset af forskellige videnskabsteoretiske tilgange. Min efterfølgende tvivl i forhold til
værdien af denne type af respondentvalidering har omfattet den type, der ligger i det at udarbejde en
rapport i forhold til hver case.