Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

arbejde som sygeplejersker i dette felt, er under pres for at tilpasse sig de eksisterende
normative strukturer. Disse strukturer bliver herved en del af sygeplejerskens konsistente
aktivitetslinje.
Normative strukturer viser sig i sygeplejerskernes fælles forhåndenværende formål, i
deres værdimæssige referencer, og i de konsekvenser, som deres handlinger har. Deres
forpligtethed er både rettet mod patienten som menneske og som syg, mod systemets
rammer og mod de ny elektroniske tiltag, der bliver implementeret i sengeafsnittet. De
bliver også rettet mod samarbejdet, hvor det eksempelvis på det intensive sengeafsnit er
altafgørende for at handle adækvat, at samarbejdet fungerer optimalt. Sygeplejerskernes
sidegevinst er, at patienten overlever og at sygeplejersken opnår høj grad af
anerkendelse. Om sygeplejerskernes forpligtethed og normative strukturer er på
bekostning af det, de havde forestillet sig som begrundelse for at vælge sygeplejen, skal
i denne analyse være usagt. Men det er en problematik, som jeg i analysen af de
konstitutive faktorer, vil vende tilbage til.
De regulative strukturer omfatter de autoritative regelsæt, der overvåges og
sanktioneres. Denne type af institutioner virker direkte begrænsende og regulerende for
aktørernes adfærd (Scott 1995:35-37). De kan for eksempel omfatte uddannelses- og
autorisationslovgivning, ansvars- og kompetenceregler samt den hierarkiske struktur.
Disse strukturer, der omfatter ”tvang”, har en mere formel karakter end den uformelle
regulerende og kontrollerende funktion, som det samlede sæt af institutionelle strukturer
har. De regulative strukturer kan eksempelvis ligge i de regler og rammer, som
ministerielt, lokalpolitisk eller organisatorisk er skabt, blandt andet af sikkerhedsmæssige
hensyn. Kravet om sygeplejerskers autorisation for at kunne praktisere som
sygeplejerske er et eksempel. Princippet om, at der skal være to sygeplejersker sammen
om at pleje et barn på det intensive sengeafsnit er også et eksempel på en regel, der
konsekvent bliver fulgt. Men også de hierarkiske regler, som omfatter ansvars- og
kompetenceforhold, viser sig, når lægen ”automatisk” i en akut situation tager føringen.
Eller sygeplejersken i det psykiatriske sengeafsnit må henholde sig til systemets regler
for at kunne informere patienten om hans status af ”dagpatient”. Hvad der er værd at
bemærke sig er, at de regulative strukturer også har en normativ karakter. I
sygeplejerskernes konkrete handlemåder er disse typer af institutioner sammenvævede
og udgør en helhed. Sygeplejerskerne handler på indbyrdes forudsigelige måder, og så
længe disse ikke problematiseres, patienten klarer sig, og sengeafsnittet fungerer, udgør
dette en legitimering af måden at handle på. Måden at handle på bekræfter sig selv som
den rigtige. Derfor er der ingen trussel mod den eksisterende måde at handle på.
Institutioner skabes altså af aktørernes vanedannelser og typologiseringer. De to
eksempler, hvor sygeplejerskerne skal lære sig ny handlemåder, som kan gøres til vante
handlinger og dermed institutionaliseres, viser dette. Men institutionen kommer derved
til at kontrollere den menneskelige adfærd ved at definere de adfærdsmønstre, som