Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

adfærden kanaliseres ind i. Dette sker selv om mange alternative adfærdsmønstre er
mulige (Berger&Luckmann 1992:73; Bourdieu 1997). Meyer og Rowan, som begge
repræsenterer nyinstitutionel organisationsteori 168 , udtrykker sig således:
”Institutions inevitably involve normative obligations but often enter into social
life primarily as facts which must be taken into account by actors.
Institutionalization involves the processes by which social processes, obligations,
or actualities come to take on a rulelike status in social thought and action”
(Meyer&Rowan 1991).
Kontrollen ligger dels i, at institutionsdannelserne som internaliserede objektiverede
kognitivt og kropsligt indlejrede strukturer ikke blot skaber oplevelsen af handlinger
som givne og selvfølgelige. Dels ligger den i den sociale forpligtelse, hvor handling er
bundet af bestemte sociale forventninger. Institutionsdannelser binder derved fortid,
nutid og fremtid som et kontekstuelt grundvilkår og skaber det typiske for en situation.
Jo flere fælles institutioner, der er indeholdt i den institutionelle orden, des mere social
kontrol. Jo færre fælles institutioner, der er indeholdt i den institutionelle orden, des
svagere social kontrol.
Indtil videre har analysen primært været fokuseret på institutionsdannelse som en betydningsfuld
struktur for forståelsen af sygeplejefaglig metode. Men den dynamiske
dimension, som skaber oplevelsen af ”frihed” og elastik i handlemåden mangler. Til
enhver situation hører noget typisk, som relateres til institutionen og noget unikt, som er
noget ganske særligt i netop denne konkrete situation. Institutionerne hjælper
sygeplejerskerne til at orientere sig og skaber grundlaget for handlingsberedskabet. Når
sygeplejerskerne imidlertid handler, er der ganske vist indbygget en forudsigelighed,
som for eksempel da den 9 måneder gamle dreng ikke får tilstrækkelig ilttilførsel, fordi
tuben er gledet for langt op. Men samtidig med forudsigeligheden, der omfatter, at der
er indbygget en vis automatik i handlingerne, er der hos hver involveret aktør rettet en
opmærksomhed mod de øvrige implicerede aktører. Dette gør, at de hele tiden kan
tilpasse sig det, der konkret sker og gribe den handling, som den ene aktør skaber som et
for-at motiv, og som bliver til den andens fordi motiv. Det, den ene aktør derfor ikke
ser, men som den anden ser og reagerer på, bliver gjort til et fælles anliggende. Dette
sker under forudsætning af muligheden for intens opmærksomhed rettet mod hinanden
og mod den konkrete situation. Institutionsdannelser har sit udspring i ansigt til ansigt
relationer (Berger&Luckman 1966;2003) og udvikles til vaner. Men institutionsdannelserne
udfordres samtidig i konkrete ansigt til ansigt relationer af den konkrete
situationsbundne kontekst og skaber mulighedsbetingelsen for handlingens dynamik,
foranderlighed og elasticitet. De situationer, som er beskrevet, hvor handlemåden
forenkles og løsrives fra konteksten, viser, hvordan handlinger, som endnu ikke udgør
168 Nyinstitutionel organisationsteori lægger i øvrigt især fokus på, hvordan nye institutioner spreder sig,
og hvordan de påvirker organisationer og de professionelle (Nielsen 2005:23)