Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

om dem, der har behov. Moralen bliver på den måde noget integreret i handling uden at
være dikteret i dyder eller handlingsanvisninger. Det tænkes mere som noget
grundmenneskeligt end som religiøst begrundet. Metode kan i forbindelse med denne
kaldsforståelse tænkes som et fænomen, knyttet til det konkrete og spontane; er ubundet
af dogmatiske regler og har indbygget en etik, hvor næstekærligheden er central. En
metodeforståelse, der ikke rummer andre forudbestemte mål end næstekærlighed og en
metode, der formes og tilpasses det unikke. Eller måske nærmere skabes af det unikke
og hvor det styrende – motivet - er at værne om, at passe på medmennesket. Uden en
forventning om at få noget igen.
Når kaldet motiveres i prædestinationslæren, knyttes metode til dogmer. Udgangspunktet
tages her i calvinismen. Denne kaldsforståelse betegner Martinsen efter Weber
som ”en asketisk protestantisk kaldsetik” (Martinsen 2000:96-101), hvor man, på
baggrund af religiøse forskrifter, dikteret af kirken, leder efter tegn på, at man hører til
de udvalgte. Det drejer sig om en moralsk, regelbundet livsførelse, hvor bevistanken
forbinder troen og dagliglivets moral (ibid:96-97). Sjælens frelse var dominerende, men
man kunne ikke blive frelst bare ved gode gerninger. Man måtte lede efter tegn på, at
man var udvalgt til evig salighed. Et sådant tegn var, at man øgede Guds ære i verden
gennem vellykket arbejde. Kaldet blev en pligt til i en daglig kamp at overbevise sig
selv om egen udvælgelse og retfærdiggørelse. Kaldsarbejdet, som skal forstås som de
gerninger, man gør i denne verden til Guds ære, bliver derved et middel til at opnå
vished om egen frelse (ibid:97). Det overordnede træk i disse handlinger var askesen,
hvor en aktiv selvbeherskelse var et praktisk ideal, og hvor menneskets etiske
hverdagspraksis skulle frigøres for enhver plan – og systemløshed. Der skulle opbygges
en konsekvent metode for hele livsførelsen (ibid:100). Noget af det Weber fremhæver
ved livsførelsen, knyttet til denne kaldsforståelse, er udover ekstrem individualisme og
en fromhed, blottet for følelser, et ”metodisk regelbundet liv til Guds ære og til egen
frelse” (ibid:98). Her kommer begrebet ”metode” helt eksplicit til udtryk, sat ind i en
sammenhæng med ”regelbundet” moral og med et klart ekspliciteret formål. De etiske
mål og de praktiske konsekvenser af denne lære var forankret i sjælens frelse og var
udelukkende konsekvenser af rent religiøse motiver (ibid:104). Weber bruger metodebegrebet
til at vise en mål – middel rationel tendens, som forstærkes, om end med et
andet grundlag og med et andet mål i det moderne samfund. Metodebegrebet får på den
måde tillagt en betydning med et særligt indhold. I forhold til min problemformulering
er det værd at hæfte sig ved, at Weber muligvis er den første, der anvender ”metodebegrebet”
i forhold til det praktiske arbejde.
Denne kaldsforståelse indeholder en metodeforståelse, der er forbundet med en klar mål
– middel rationalitet uden følelsesmæssig indlevelse, hvor måden at handle på er stærk