Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

Dette er et eksempel på, at patienten pålægges et ansvar 380 . Ganske vist kan han få
hjælp. Men hovedprincippet er, at ansvaret er hans. Det kan forekomme paradoksalt på
to måder: 1) patienten indlægges, fordi han ikke længere magter sin hverdag på grund af
psykisk lidelse. Han har brug for hjælp. Der hersker hos plejepersonalet en tilbageholdenhed/frygt
for at komme til at tage over for patienten, så hans ansvar fratages ham.
Dette kan forklares ved, at eksistentialistiske betydningsstrukturer er blevet indskærpet
sygeplejersker. Denne indskærpelse er sket som konsekvens af den velfærdskritik, der i
slutningen af 1970’erne blev rejst mod den institutionalisering (Hegland 1994), som
bl.a. medførte overgreb på sindslidende 381 . 2) Patienten betragtes som et ansvarligt
menneske, og alligevel definerer systemet krav, som patienten skal opfylde som del af
sin indlæggelse. Paradokset indeholder modsætningsfyldte betydningsstrukturer. De
fasttømrede systemkrav kan forstås som tilbageblevne objektiverede betydningsstrukturer,
som kan relateres til den betydning, som orden og fast struktur traditionelt har haft
i behandlingen af patienter, der er psykisk syge.
Psykiatriloven bygger på ”det mindste middels princip” (Justitsministeriet 1998).
Sygeplejerskerne arbejder indenfor rammen af denne lovgivning, som sætter patientens
ret til selvbestemmelse eller medbestemmelse central. Ansvarsplaceringen forskydes på
dette formelle plan fra læge/sygeplejerske til patient. Dette afspejler sig tydeligt i det
informationsmateriale, som udleveres til patienten ved indlæggelsesstart. Systemkravene
blødes dog i praksis op. Der er 3 måder, hvorpå sygeplejerskerne agerer: 1) De
holder fast i behovet for struktur og orden. 2) De lader stå til og overlader ansvaret til
patienten. 3) De indtager en mellemposition, hvor de tager et ansvar for patienten, når
han ikke selv magter det. En patient udtrykker sig eksempelvis meget positivt om det
pleje- og behandlingsforløb, han har oplevet under sin indlæggelse. Han siger, at han
har skullet vænne sig til, at det ofte er sygeplejerskerne, der ”sætter dagsordenen” og
ser, hvilke behov, man har. For ham har det været godt at slippe ansvaret for en tid og
opleve, at det er i orden. Ikke at tale, når man ikke orker.
Værdierne er betydningsfulde for konstitutionen af sygeplejefaglig metode. Den formelt
set mest dominerende værdi er, at patienten selv skal tage ansvar. Når sygeplejersken
380 Dette kan også udlægges på den måde, at patienten tillægges en rolle. Der kan skelnes mellem tre typer
af roller: konsument, bruger og klient. Som konsument er der mulighed for at vælge, og en stærk
konsumentrolle forudsætter, at borgeren har ressourcer i form af penge, viden og handlekraft. ”Klient”
betegnes i moderne sprogbrug som kunde, patient, sagsøger eller på anden måde afhængig af hjælp fra en
fagmand”. Ordet ”klient” betyder ”en person, der står under nogens beskyttelse”. Brugerrollen er en
mellemform mellem konsument og klient, hvor der er en forventning om medvirken og indflydelse
(Salonen 1999:27-28). Der er empirisk belæg for at konstatere, at den rolle patienten tildeles under
indlæggelsen i særdeleshed på et formelt plan og til dels i praksis kan relateres til en rolle mellem
konsument og bruger.
381 I 1982 nedsatte justitsministeriet et udvalg, som på baggrund af den kritik, der var rejst, skulle vurdere
sindslidendes retsstilling. Hensigten var, at sindslidende principielt burde tillægges samme rettigheder
som andre (Justitsministeriet 1986).