Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

sygeplejersker, der var ”til indlevelse” og der var sygeplejersker, der var til ”orden og
renlighed”. Typerne udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men sygeplejerskerne ser
sig selv i en af grupperingerne. Kategorierne er verificeret af mindst 9 sygeplejersker (se
bilag 5). Med disse forbehold i forhold til observationsdatas validitet, var det
påfaldende, at sygeplejerskerne havde stor opmærksomhed rettet mod patientens
oplevelse og at denne opmærksomhed fik betydning for hendes konkrete handlinger.
Opmærksomheden udgør herved en direkte konstitutiv faktor. Men det er en
opmærksomhed, sygeplejerskernes på alle niveauer hjælper hinanden til at fastholde.
Eksempelvis henviser flere sygeplejersker til en temadag med Anne Meinicke, forfatter
til bogen To kaffe og en staveplade. Anne Meinicke havde levende fortalt om de
oplevelser, hun som indlagt i et intensivt sengeafsnit havde haft i forbindelse med et
trafikuheld. Indlægget havde gjort stort indtryk på sygeplejerskerne i forhold til den
oplevelse, man som patient har, når man hører alt, men intet kan ytre.
Kommunikation, indlevelse og sansning analyseres i en sammenhæng, fordi de i den
konkrete oplevede virkelighed flettes ind i hinanden. Mit umiddelbare indtryk af
relationen 180 mellem patienten og sygeplejersken på baggrund af observationsdata var,
at der som oftest ikke kunne finde en ansigt til ansigt relation sted, på grund af
patientens tilstand. Til trods for dette indgår sygeplejersken i en relation med patienten,
hvor hun er opmærksom på de mindste signaler, og i de situationer, hvor patienten
verbalt eller nonverbalt er i stand til at respondere, sker dette. Sædvanligvis orienterer
sygeplejersken patienten, når hun skal til at udføre en handling. Verbalt fortæller hun,
hvad hun gør, og ofte taler hun til patienten undervejs. Men derudover benytter hun sine
hænder, stemmeføring og kropslige bevægelser på en måde, der udtrykker ro og
forståelse. Den generelle holdning, der er i sengeafsnittet om at forstyrre eller belaste
patienten så lidt som muligt, gør sig gældende i deres planlægning af handlinger såvel
som under den konkrete handling. Datagrundlaget rummer mange eksempler på dette.
Nogle eksempler, som karakteriserer denne typiske indstilling: Under et sengebad er
sygeplejerske Bente meget opmærksom på ofte at tale til patienten. Hun fortæller, hvad
180 Om en ansigt- til ansigt relation skriver Schütz, at det forudsætter ”at de, som deltager i det, har tid
og rum til fælles, så længe forholdet varer. Et fællesskab i rum betyder på den ene side, at hver partner
direkte kan iagttage den Andens krop, hans ansigtsudtryk, hans gestus osv. Som tegn på hans tanker. Den
Andens udtryksfelt ligger fuldstændig åbent for mulige fortolkninger, og aktøren kan umiddelbart og
direkte kontrollere, hvilken virkning hans egne sociale handlinger har, ud fra sin medspillers reaktion.
Samtidig indebærer et fællesskab i rum, at en bestemt del af omverdenen er lige tilgængelig for alle
parter i ansigt til ansigt –forholdet. De samme ting ligger indenfor rækkevidde, synsvidde, hørevidde og
så videre. Inden for denne fælles horisont findes der genstande af fælles interesse og fælles relevans, ting,
man aktuelt eller potentielt kan arbejde med eller bearbejde. Et fællesskab i tid refererer ikke så meget til
omfanget af den ydre (objektive) tid, parterne deler, som til den omstændighed, at de hver især tager del i
den Andens fremadskridende indre liv. I ansigt til ansigt- forholdet kan jeg opfatte den Andens tanker i en
levende nutid, i takt med, at de udvikles og bygges op, og det samme kan han med min tankestrøm; og vi
er begge bevidste om og tager højde for denne mulighed. Den Anden er for mig, og jeg er for den Anden,
ikke en abstraktion, ikke blot et eksempel på typisk adfærd, men, netop fordi vi deler en fælles levende
nutid, denne unikke, individuelle personlighed i denne unikke bestemte situation” (Schütz 2005:205-206).