Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

konsekvens heraf er, at målrationel adfærd kan tolkes som et ideal, hvilket dog - med
henvisning til Weber - er væsentligt at understrege ikke er tilfældet. I min undersøgelse
udelukker det at arbejde med idealtyper ikke et bredere forklaringsniveau, idet
fortolkninger, som relaterer sig til idealtyper kan bidrage til at tydeliggøre
virkelighedens irrationelle kontingens.
De endelige konsekvenser af beskrivelsen af det metateoretiske niveau kan opsummeres
således:
Begreberne ”objektivitet” og ”intersubjektivitet” har gennem beskrivelsen af
undersøgelsens ledende synspunkt været centrale omdrejningspunkter. Begreberne er
beskrevet i forhold til 1) den optik, hvormed undersøgelsens empiriske datagrundlag
genereres, og i forhold til 2) forskers relation til undersøgelsesfeltet.
Ad 1) Sygeplejersker har part i at skabe den virkelighed, som de er del af. Den objektive
virkelighed er derfor det, sygeplejersker, blandt andre, gennem deres fortolkninger og
menings- og handlingsytringer er med til at gøre den til. Fordi sygeplejersker betragtes
som ”professionelle”, tillægges de i denne undersøgelse en særlig rolle i forhold til at
definere, skabe og udvikle deres sygeplejefaglige metoder eller handlemåder. Et fokus
på ”den sociale rationalitet” med de underbegreber, som er beskrevet og
operationaliseret, skaber et grundlag for at udforske, hvordan virkeligheden, når det drejer
sig om ”sygeplejefaglig metode” er objektiveret, hvordan denne objektivering danner
grundlaget for internaliseringsprocesser og derved har betydning for italesættelser
eller andre handlemåder. Udforskningen drejer sig endelig om, hvordan virkeligheden er
påvirkelig af lige præcis den måde, som de enkelte sygeplejersker eller ”in-grupper” af
sygeplejersker handler på gennem eksternalisering. Den objektive virkelighed, som
drejer sig om sygeplejefaglig metode, udspilles derved i et intersubjektivt rum af interagerende
aktører. Relevansstrukturer bestemmer indholdet i og måden, hvorpå
sygeplejersker tænker og handler, når fokus er ”sygeplejefaglig metode”.
Ad 2) Forskeren har part i den virkelighed, som hun ønsker at undersøge. Intersubjektiviteten
drejer sig om, at forskeren - især fordi hun deler faglig baggrund med sygeplejerskerne-
kan tage ting for givet og derfor ikke se fænomener, der har sammenhæng
med definitionen af, konstitutionen af og konsekvenserne af ”sygeplejefaglig metode”.
Intersubjektiviteten drejer sig også om, at forskeren risikerer at påvirke aktørerne, så
deres handlinger ikke er et udtryk for deres vante måder at tænke og arbejde på. Endelig
drejer intersubjektiviteten sig om, at både aktører i undersøgelsesfeltet og forskeren ikke
kan ses isoleret fra den historiske udvikling og den kultur, som de er del af. Dette har
betydning for det, de interesserer sig for, og det de ser. En måde at håndtere denne
situation som forsker er at have opmærksomheden rettet mod værdi-ideer. Jeg må
påtage mig rollen som den fremmede i et forsøg på at nærme mig den objektive
virkelighed, som den opleves af aktørerne i feltet. Jeg må forsøge at tilsidesætte mine
egne værdier, hvilket i praksis har vist sig i enkelte situationer at være vanskeligt, men