Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

Metodeforståelse Y, som ganske ekspliciteret fremstår som begreb, er bundet af rutiner,
ritualer, moral og mål men ikke er knyttet an til det konkrete og til følelser og som
fremstår entydigt kalder jeg: metodeforståelse som begreb, bundet til dogmer.
Metodeforståelse Z, som fremstår som begreb, og er karakteriseret ved dels at ligne X,
dels Y, hvilket også får den til at fremstå som ikke entydig. Den har to både ja/nej. Den
er bundet til moral, mål, der er tvetydigt, ritualer og rutiner og det at få noget igen. Den
er delvis bundet til det konkrete. Så der, hvor den virkelig adskiller sig fra Y er ved at
involverer følelsesdimensionen. Og den synes at være i et dilemma eller en spænding
mellem dogmerne og følelserne. Derfor kalder jeg den: metodeforståelse som begreb, i
spændingsfeltet mellem følelser og dogmer.
3.trin
Metodeforståelsen som fænomen, bundet til det konkrete.
Denne metodeforståelse er ikke ekspliciteret og på denne måde kommet frem som begreb
i analysen. Men som fænomen træder den frem på sin helt særegne måde ved at
være udogmatisk, altså på ingen måde bundet af noget forudbestemt rituelt eller nogen
rutiner. Den er fri og udspringer af den konkrete situation, ud fra hvad denne situation
måtte fordre, når målet er at komme medmennesket i møde på en livsopbyggende måde.
Hvad denne måde er, er ikke forudbestemt, men må komme an på den konkrete situation.
Derfor er der ikke udpræget symbolske tegn, knyttet til metoden. Moralen ligger i
den forpligtelse det er, at møde vores medmenneske på en livsopbyggende måde.
Derudover er intet defineret. Det er den metodeforståelse, hvor moralen er mindst
bundet eller slet ikke bundet til troen. Moralen må omfatte hensyntagen til det, der er
godt og livsopbyggende for medmennesket og det kræver indlevelse og forståelse og
sanselighed for den konkrete situation. Moralen er altså bundet til den konkrete situation
og viser sig næstekærligt i de konkrete metoder.
På spørgsmålet om, hvorvidt denne metodeforståelse er forbundet med et mål, ses i skemaet,
at der svares både ja og nej. Ja, fordi målet er at komme medmennesket i møde på
en næstekærlig og livsopbyggende måde. Men spørgsmålet er om dette er et mål eller
det mere er selve metoden. Mål og metode synes at være filtret ind i hinanden. Der er
intet mål, der derudover er defineret på forhånd. Det handlende menneske, altså den
metodeudøvende, har intet mål med handlingen, der vedrører vedkommende selv. Vedkommende
kommer ikke nærmere Gud af den grund. Men Vedkommende handler, fordi
han som menneske MÅ handle. At forvente at få noget igen her ville være at hævde sig
selv, hvilket jo i sig selv ville være syndigt. Identiteten hos mennesket, der anvender
denne form for metodeforståelse er præget af en følelse af uværdighed og synd. Men
denne følelse er mere forbundet med troen end det verdslige arbejde, men de kan dog
næppe skilles helt ad. Den ontologiske sikkerhed bunder i troen på Gud, men også i
betydningen af den forpligtende omsorg, mennesket nærer for næsten.
Metodeforståelsen som begreb, bundet til dogmer.
Denne metodeforståelse er tydeligvis ekspliciteret og fremstår derfor som et begreb. Det
er den metodeforståelse, der er mest tydelig og entydig. Den er mere bundet af noget abstrakt
og dogmatisk end af det konkrete, situationsbundne. Den er forbundet med rutiner
og ritualer, som allerede på forhånd vil kunne foreskrives, fordi det er sammenvævet
med tro. Det rituelle er det, der forbinder metoden med det religiøse, som er meget
fremtrædende i denne metodeforståelse. Rutinen og det rituelle betyder stabilitet og
staticitet og indebærer forudsigelighed og beregnelighed/kalkulerbarhed. Metoden forbinder
mennesket, der anvender metoden, med Gud. Den er derfor forbundet med
mange symbolske tegn, som omhandler askesen, og som viser sig i adfærd, knyttet til
klædedragt, sproget, den sociale omgang med andre, de daglige rutiner, som ikke blot