Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

til ekspertniveauet og er udviklet med sygeplejerskens store erfaringsbaggrund. Det har
skabt evnen til en intuitiv og dybdegående forståelse af en kompliceret situation og til at
begrunde sin handling med ”because it felt right” eller ”it looked good”
(Benner1984:32) 162 . Intuitionsbegrebet er imidlertid kritiseret ved i de fleste tilfælde at
fremstå på en måde, der lige så godt kan betegnes som rutine (Hansen 1988:20-31).
Schütz sætter tegn på ”vanemæssighed”, ”automatisme” og ”semi-bevidsthed” i
relation til gruppelivets kulturmønster. Schütz begrunder dette med, at kulturmønsteret
med sine opskrifter leverer typiske løsninger på typiske problemer til typiske aktører i
”in-grupper” (Schütz 2005:195). ”Kultur” såvel som ”struktur” fremhæves da også af
flere sygeplejersker, når de skal forklare sig i forhold til ”sygeplejefaglig metode”, uden
at disse henvisninger dog uddybes. Min undersøgelse har ikke fokus på en vurdering af
sygeplejerskers videns- og handlingsniveauer. Når sygeplejerskerne ikke anvender ordet
”metode” og henviser til deres praktiske bevidsthed som en internaliseret erfaring som
baggrund for deres måde at handle på, har de fleste tilsyneladende ikke selv tillagt dette
nogen betydning i forhold til en kompetence på højt niveau. Deres henvisning til ”tavs
viden” eller ringe bevidsthed kan derfor lige så vel rumme almindelig rutine. En sådan
rutine indebærer ikke nødvendigvis et ekspertniveau. Eksempelvis henviser en
oversygeplejerske (2.c) til mesterlæren, som kan betyde indlæring af såvel ”gode” som
”dårlige metoder”. Men enkelte sygeplejersker henviser til ”erfaring” og ”et fagligt
skøn” på en måde, der kan associeres med ”tavs viden”, knyttet til ekspertniveau. Når
denne imidlertid skal beskrives, for eksempel i en ”metodebog”, reduceres denne viden
til ren teknik og fakta viden.
De forklaringer, som sygeplejerskerne anvender med henvisning til deres ”bevidsthed”,
stammer tilsyneladende fra sygeplejerskens handlingsunivers, som gennem objektiveringsprocesser
er gjort til en del af deres ”naturlige indstilling” og ”forhåndenværende
kundskab” 163 . Den type af inter-subjektivitet, der netop karakteriserer en ”in-gruppe”,
viser sig i forhold til sygeplejerskers forklaringer af sygeplejefaglig metode ikke at være
case-specifik, men at gå på tværs af de fire cases.
162 I forhold til denne undersøgelses ledende synsvinkel er der to forhold i Benners teori, som påkalder sig
opmærksomhed: 1) Det er tvivlsomt, om sygeplejerskens læringsproces foregår gennem en så analytisk
og rationel proces, som det beskrives af Benner. Dette underbygges eksempelvis af Kristian Larsens
undersøgelse af sygeplejestuderendes praktikuddannelse (Larsen 1999). 2) Benners teori kan forekomme
idealistisk i forhold til sygeplejerskens betingelser for at udvikle sin praksis. Det er imidlertid et forhold,
som Benner er opmærksom på. Benner nævner, at sygeplejerskerne ofte er ”unaware” på den betydning
deres handlinger (interventions) har for patienternes helbredelsesproces, fordi de ofte er rutineprægede.
Men som Benner udtrykker det ”in other words, the nurse-patient relationship is not a uniform,
professionalized blueprint but rather a kaleidoscope of intimacy and distance in some of the most
dramatic, poignant, and mundane moments of life” (Benner 1984:xxii).
163 I forhold til det sociale arbejdes doxa henviser Järvinen eksempelvis til den implicitte terapeutiske
diskurs og at denne diskurs desuden bygger på en individfokuseret, (psykologisk) problemforståelse
(Järvinen 2004:32-33).