Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

Giddens teori kan imidlertid kritiseres for at være et eklektisk projekt, hvor der ikke
redegøres for nødvendige erkendelsesteoretiske spørgsmål (Kaspersen 2001:226). I
forhold til strukturationsteoriens formål, nemlig at overkomme dualiteten mellem aktør
og struktur kritiseres, at Giddens ikke er konsekvent i sit syn på forholdet mellem aktør
og struktur. Dette begrundes i, at Giddens på den ene side fastslår, at de fleste af vores
handlinger foregår på et praktisk og diskursivt bevidsthedsplan på grundlag af delvist
ubevidste motiver. Herved er handlingerne præget af rutiner og er automatiserede,
strukturelt betingede, styret af et stærkt behov for ontologisk sikkerhed. På den anden
side vægter Giddens i så høj grad aktørsiden, hvor agentens handlemuligheder og frihed
gives meget plads, at det bliver på bekostning af opmærksomhed rettet mod
struktursiden (ibid:229). Giddens betragter mennesket som kyndigt og menneskets identitet
som et refleksivt projekt. Denne vægtning af aktørsiden har betydning for Giddens
modernitetsanalyse, som har en kraftig ”voluntaristisk slagside” (ibid:243), idet aktørerne
tilsyneladende genererer strukturer ved at træffe refleksive beslutninger. Kaspersen
påpeger med henvisning til bl.a. Thompson og Archer, at ikke alle aktører har de samme
valgmuligheder og at Giddens stærke fokus på processer frem for konsekvenser eller
produkter medfører, at han undlader at specificere betingelserne for, hvordan
processerne foregår (ibid). Endvidere kritiseres Giddens for at universalisere rammen
for modernitetsoplevelser ved en ensidig fokuseren på mediernes store betydning for
identitetsudvikling frem for eksempelvis at fokusere på betydningen af mødet med ”den
anden” (ibid:47). I forlængelse af sin modernitetsanalyse har Giddens involveret sig i
det politiske felt, hvor han genererer ideer til New Labour, hvor han har sat en
diskussion i gang af, hvad der konstituerer et godt samfund (Kaspersen 2001:254-258).
Kari Martinsen er filosofisk i sine beskrivelser og er fænomenologisk med afsæt i
Grundtvig-Løgstrup-traditionen. Fænomenologiens udgangspunkt er, ifølge Kari
Martinsen, den sansede erfaringsverden, hvor sansningen åbner verden for os og gør det
muligt at vinde erfaringer. Det bærende i fænomenologien er tilværelsens egen
arkitektur: at vi lever i en førkulturlig god orden af skabte muligheder (Martinsen
2000:51). Med dette afsæt beskriver Kari Martinsen samfundet ontologisk ved at
beskæftige sig med det værende, virkelighedens grundlæggende og dybeste natur.
Kari Martinsen har i sin forståelse bevæget sig fra Karl Marx til K.E. Løgstrup i sin
samfundsteori. På hver deres måde har Marx og Løgstrup været kritiske overfor det
industrielle og det postindustrielle samfund. De retter begge kritikken mod den ekstreme
individualisme, som dette samfund har skabt og dyrker. Men hvor Marx så løsningen i
arbejderklassens revolution for et klasseløst samfund, tager Løgstrup sit afsæt i
skabelsestanken, hvis livsforståelse forudsætter, at mennesket har sin virkelighed
sammen med andre mennesker. Det forpligter os i forhold til hinanden på en måde, hvor
en modtagelsens etik gør sig gældende, og hvor det drejer sig om ikke at gribe ind i,