Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

stolthed, ære og værdighed, at nære omsorg, at udvise takt og et vist mål af ligevægt. At
lære dette sker gennem moralregler, der påtvinges ham udefra. Når disse regler, gennem
ritualer, bliver fulgt, afgør de, hvordan han vurderer sig selv og sine meddeltagere i
mødet, og hvad han skal gøre for at opretholde en ”rituel ligevægt”. Hvis bestemte
personer eller grupper har deres helt egen karakter, så er det fordi deres standardmængde
af menneskenaturens elementer er udvalgt og sammensat på en bestemt måde
efter den aktivitet, de deltager i. Men hver af de deltagende personer må stadig i sig
rumme noget af den balance af karaktertræk, som det kræves i et hvilken som helst
rituelt struktureret system af social aktivitet, og som fastholder ”det hellige” (Jacobsen
& Kristiansen 2004). Med baggrund i Goffmans argument er det muligt at forstå hvorfor,
der uanset type af traditionel institutionalisering, er reaktioner på moderne opskrifter,
som udelukker ”hensynet til patienten” eller at sygeplejersken forhindres i faglige
diskussioner med sine fagfæller og arbejder meget alene. Samtidig er det også muligt at
forstå, at hvis ritualer af menneskelig omgang reduceres til et minimum, og
menneskelige aktiviteter udelukkende bliver rettet mod produktion og rationaliseringsprocesser,
sker der en ændring af den legitimeringstronhimmel, der retfærdiggør
sygeplejerskers handlemåder. ”Det hellige” forstået som den moralske orden, der er indbygget
i ansigt til ansigt relationer forsvinder. En begrænset institutionalisering, hvis
moralske implikationer per definition er svage, mødes aktuelt af krav om legitimering af
handlemåder. Når identiteten er svag tilbyder moderne organisationsopskrifter en
mulighed for et legitimeringsgrundlag, som i første omgang ligger udenfor sengeafsnittet,
men som internaliseringsprocesser vil befordre, netop fordi de moderne
opskrifter ikke fokuserer på ansigt til ansigt relationer og ikke inddrager sygeplejersken
som et subjekt med følelser.
Der er i dette tekstafsnit argumenteret for, at en begrænset institutionalisering mindsker
modstandsdygtigheden overfor moderne eksterne krav, som modsat opleves som en
mulighed for at skabe identitet, orden og struktur indenfor en legitimitetsramme, der
især og af gode grunde, støttes centralt. Legitimiteten sker også med afsæt i det
forholdsvise svage ”selv”, som følge af den begrænsede institutionalisering, hvor ”rituel
ligevægt” og ”hellighed” ikke markerer en gensidig afhængighed mellem forpligtelse og
forventning, og den moralske implikation derfor er svækket. ”Rask tilkobling” og
”undvigemekanismer” befordrer denne legitimering, hvor ”hellighed” erstattes af målrationelle
tekniske handlinger. Samtidig er der dog individuelle kræfter, der trækker den
modsatte vej. En udbredt institutionalisering øger modstandsdygtigheden overfor
moderne krav, hvis disse ligger udenfor den eksisterende legitimeringstronhimmel,
indenfor hvilken en social accepteret orden og struktur er herskende, hvor den enes
forpligtelse bliver til den andens forventning, hvorved ”rituel ligevægt” styrkes, og
”helligheden”, forbundet med social interaktion, fastholdt.