Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

Behandling
Forpligtelse
overfor det syge men-
neske. Højt specialise-
ret sengeafsnit. Uklare
grænser mellem lægens
og sygeplejerskens
arbejde.
Sygeplejerskerne
har et stort
behandlingsmæssigt
ansvar.
Sygeplejersken er
ansvarlig for få
patienter eller har
afgrænsede
opgaver. Fælles
forskningsbaserede
og
evidensudviklende
projektforløb
mellem læger og
sygeplejersker.
Læger og
projektsygeplejerske
underviser og er
konsulenter. Specialuddannelse.
Patienterne er
indlagte så længe
det vurderes
formålstjenligt.
Der arbejdes
intensivt og
målrettet med
observation og
behandling.
Patientens
ressourcer
anvendes i den
udstrækning, at
det behandlingsmæssigt
er
hensigtsmæssigt
Oplevelse af
tilfredsstillende
arbejdsforhold.
Anerkendelse fra læger
og ledelse. Sygeplejerskerne
oplever status
og prestige
Sygeplejerskerne
har stor naturvidenskabeligforståelse
og handlingskompetence.
Sygeplejersken
har høj grad af
autonomi.
Figur 9: Viser den programteoretiske proces mellem behandling som indsats og handlemåder, der
kan relateres til idealtypiske medicinsk orienterede sygeplejefaglige metode som resultat.
Specialisering, som er rettet mod patientens diagnose, fremmer behandlingsindsatsen.
Denne faktor var udpræget i det intensive sengeafsnit, hvor sygeplejerskerne var
afhængige af en omfattende oplæring for at kunne fungere i forhold til patientens
behandling. I en vagere form var der tale om specialisering på det kirurgiske og medicinske
sengeafsnit, hvor der ganske vist var team- eller gruppeinddelinger, som var
rettet mod særlige patientkategorier, men uden at sygeplejerskerne i samme omfattende
grad havde modtaget oplæring eller uddannelse indenfor disse områder. I det
psykiatriske sengeafsnit var specialisering af sygeplejerskerne en strategi for fremtiden,
og forberedende handlinger i form af generelle diagnoseorienterede forløbsbeskrivelser
for særlige patientkategorier var sat i værk.
Uklare grænser mellem lægens og sygeplejerskens arbejde eller et gråzoneområde
fremmer indirekte naturvidenskabelige relevanskriterier på den måde og under den
forudsætning, at lægernes jurisdiktion ikke trues. De uklare grænser gør, at sygeplejersken,
når der er mangel på læger, påtager sig lægefaglige enkeltopgaver. Dette gjorde
sig specielt gældende i det intensive og det medicinske sengeafsnit, hvor en
anerkendende holdning fra lægernes side var fremherskende.
Den proces, der fremmer behandlingen, er bevirket af, at sygeplejersker får tildelt et
stort behandlingsmæssigt ansvar. Også dette var i særlig grad tilfældet i det intensive og
det medicinske sengeafsnit, hvilket igen kan sættes i relation til en høj grad af
anerkendelse fra såvel lægers som ledelsens side. Hvad der også fremmer behandlingen
er, når sygeplejerskerne er ansvarlige for få patienter, som hun har mulighed for over tid
og i et roligt rum at observere og behandle. De bedste betingelser for dette var på det