Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

følelse af faglig usikkerhed som øger et grundlæggende behov for spejling hos
sygeplejerskerne. Når sygeplejerskerne har ringe mulighed for at blive et objekt for sig
selv ved at tage andre fagindividers holdning mod sig selv i betragtning, svækkes
sygeplejersken i udgangspunktet som subjekt for sine handlinger (Mead 1934; Honneth
2006:113-115) og rettigheder i form af for eksempel anerkendelse af kolleger er kun
eksisterende i begrænset omfang. De måder, sygeplejerskerne synes at gebærde sig på i
denne situation, er ved at bruge sine livs- (og fag) idealer, som bl.a. er skabt gennem
tidligere tiders spejling i betydningsfulde andre 365 . Herved bruges disse idealer, indlejret
i personens selv, som målestok, og sygeplejersken bekræftes løbende i en proces,
hvor hun ofte må konstatere, at det ikke er godt nok, det hun gør. Sygeplejersken spejler
sig dog også i patienten, hvor det ikke sjældent sker, at hun møder respekt og anerkendelse.
Alternativt er hun åben overfor de krav, der stilles eksternt og som skaber
forventning til hende om, at en opfyldelse heraf kan skabe kollegial og lægefaglig
anerkendelse.
Konsekvenserne af disse spejlingsmekanismers betydning, i forhold til konstitutionen af
”sygeplejefaglig metoder”, kan ikke entydigt bestemmes. På den ene side betyder det
handlemåder, der er knyttet til den enkelte sygeplejerske, hendes spejlinger i patientens
reaktion på hendes handlemåder og hendes individuelle beslutning- og handlingsgrundlag.
På den anden side betyder det handlemåder, der er knyttet til eksterne krav,
som tidligere er argumenteret for i særdeleshed kan relateres til de idealtypiske
systemverdensorienterede/ bureaukratisk regelstyrede sygeplejefaglige metoder.
19.2 Et modelniveau: Delkonklusion for 2. case
Hvad der, med baggrund i en forståelse af sygeplejerskerne, har været karakteristisk for
denne case er, at socialiseringsprocessen af sygeplejerskerne i sengeafsnittet er præget
af, at der eksisterer forskellige og modsætningsfyldte objektiverede betydningsstrukturer,
som i nogen grad udelukker institutionaliserede fælles forhåndenværende formål
og en fælles naturlig indstilling. Sammen med pressede arbejdsvilkår skaber dette en
tendens til individuelle handlemåder med en svagere social kontrol. Denne situation
åbner for moderne organisationsopskrifter med en forventning om, at disse kan bidrage
mere orden og struktur i en hverdag, der ind imellem er præget af uorden og kaos.
Produktivitet og effektivitet er i forbindelse med decentraliseringsprocesser blevet gjort
til de kognitive, normative og regulative strukturer, der på den ene side skaber mulighed
for i nogen grad at forenes i fælles betydningsstrukturer med lægerne. På den anden side
styrkes de eksisterende jurisdiktioner, hvor den traditionelle arbejdsdeling fastholdes.
Disse kontekstuelle karakteristika skaber de overordnede rammer, indenfor hvilke
”sygeplejefaglige metoder” konstitueres i denne case. De udgør således overordnede
365 ”Jeg’et” er den instans i den menneskelige personlighed, som er ansvarlig for det kreative svar på
handlingsmæssige problemer. I den enkeltes personlighed skaber forholdet mellem ”jeg” og ”mig”
muligheden for at gå i dialog med sig selv (Honneth 2006:106).