Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

plejerskers mulighed for fagligt at udvikle handlemåder. En traditionel arbejdsdeling
mellem læge og sygeplejerske er fremherskende og bekræftet ved den seneste ændring
af organisationsstrukturen, hvor overlægen er den øverst ansvarlige. Den konstitutive
betydning for sygeplejerskers relevansstrukturer fremgår af lægernes ledende, undervisende
og ansvarsdelegerende rolle. Herigennem inddrages sygeplejerskerne i lægernes
kognitive og normative relevansstrukturer. Dette sker især for praksissygeplejerskerne,
når lægerne underviser i uformelle situationer, som ved stuegang, hvor sygeplejerskens
tænkning bliver hvirvlet ind i lægens relevansstrukturer, når han aktivt inddrager hende
i sine naturvidenskabelige ræsonnementer. Her er lægen ”den generaliserede anden”,
som definerer, hvad der er henholdsvis væsentligt/uvæsentligt at koncentrere sig om.
Den aktive inddragelse sker, når sygeplejersken udvider sit naturvidenskabelige
forståelsesgrundlag og samtidig bliver overdraget lægefaglige ansvarsområder på en
måde, hvor hendes særlige muligheder for at observere og behandle patienten bliver
fremhævet, og hun bliver mødt med positive forventninger, anerkendelse og respekt.
Indenfor den kurs, lægen afstikker, har sygeplejersken sit handlingsrum, hvorved
hendes oplevelse af autonomi styrkes, når hun kan jonglere med forskellige videnstyper
og føler sig sikker indenfor denne ramme. Den aktive inddragelse styrker hendes
åbenhed og vilje i forhold til at påtage sig lægefaglige opgaver. Denne proces har
betydning for sygeplejerskers handlemåde, idet de herved kvalificeres indenfor de
medicinske relevansstrukturer, som kan relateres til de idealtypiske medicinsk
orienterede sygeplejefaglige metoder. Sygeplejerskens motiv for handling grundes i
positive forventninger til hende, og formålsrationelt for at imødekomme patientens
behov for hjælp til sin behandling og for at imødekomme lægens behov for aflastning.
Det drejer sig om for-at motiver, der udspringer af et fælles formål om hensyntagen til
patienten og en praktisk orientering.
Samstemmende med denne proces bliver sygeplejerskerne i forbindelse med en
decentral ledelsesstil inddraget i beslutninger vedrørende sengeafsnittets funktion, hvor
fokus er på såvel patient som system. Dette inddrager sygeplejersken som aktør og
skaber forpligtelse og følelsen af at være del af en gruppe. Også denne proces åbner for
at påtage sig lægefaglige opgaver, når det er hensigtsmæssigt for patient og system. Ud
over medicinsk orienterede handlemåder, giver denne proces også anledning til handlemåder,
der kan relateres til de idealtypiske systemverdensorienterede/bureaukratisk
regelstyrede. Men sygeplejerskens aktørrolle styrker samtidig hendes aktive medvirken i
en fastholdelse af værdier, hun finder betydningsfulde.
En modsatrettet proces tydeliggøres ved en centralistisk tendens, der umiddelbart og på
det ledelsesmæssige niveau opleves delvist som en trussel mod den eksisterende institutionelle
orden. Med begreber om ”accelererede patientforløb” og ”akkreditering” er et
nyt sæt af relevansstrukturer på vej.