Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

gode muligheder for at spejle sig i andre i forhold til ”den rigtige handlemåde”. Herved
var det tydeligt, hvad der blev forventet og fælles forhåndenværende formål var klare.
Gennem spejlingerne kunne sygeplejerskerne skabe sig selv på en måde, der var i
overensstemmelse med de eksisterende og dog foranderlige relevansstrukturer. 2) Samarbejdsrelationerne
internt i sygeplejerskegruppen, mellem sygeplejersker- og læger,
mellem sygeplejersker og deres lokale sygeplejeledere og mellem de lokale sygeplejeledere
og sygehusledelsen var præget af åbne, gensidige samarbejdsrelationer, hvilket
både betød anerkendelse af sygeplejerskerne, men også at sygeplejerskerne havde forståelse
for og var åbne for at imødekomme systemhensyn. Sygeplejerskens samarbejdsrelation
med patienten blev støttet. 3) Arbejdsorganiseringen var præget af høj specialiseringsgrad
og der var et fælles fokus på og ansvar i forhold til patientens afhængighed
af at blive mødt af sygeplejerskerne på en sanselig og kvalificeret måde. Sygeplejerskerne
blev støttet i at udvikle deres kompetencer ved at blive inddraget i det praktiske
arbejde af erfarne sygeplejersker og læger og have mulighed for videreuddannelse.
Patientforløb blev tilrettelagt på en måde, hvor alle, horisontalt såvel som vertikalt i
organisationen, var enige om, hvad det vigtigste var. Det betød en forpligtelse på alle
niveauer til at skabe forudsætninger for, at sygeplejerskerne, for deres del, kunne
imødekomme fælles forhåndenværende formål. Et stort overlap af relevansstrukturer
betød endvidere, at til trods for en tydelig arbejdsdeling mellem læger og
sygeplejersker, var sygeplejerskerne åbne overfor og i stand til at varetage afgrænsede
lægefaglige opgaver. Endelig blev sygeplejerskerne inddraget i beslutninger i forhold til
sengeafsnittets funktion. De handlede på baggrund af en prædefineret norm for ”den
rigtige måde at handle på”. Men karakteristisk var det alligevel, at sygeplejerskerne i
denne case var dem, der gav udtryk for, at de oplevede en stor ”handlefrihed”.
Denne institutionaliseringstype skaber både stor tilpasningsevne til ny krav/behov
(patienten/systemet), men samtidig stor modstandsdygtighed, når fælles forhåndenværende
formål eller arbejdsgange, der opleves effektive i forhold til disse formål, trues.
I det medicinske sengeafsnit var institutionaliseringen også præget af et stort omfang
med mange ligheder med det intensive sengeafsnit. Eksempelvis mødte sygeplejerskerne
stor anerkendelse af læger, der var nogen tradition for faglige drøftelser, og sygeplejerskerne
blev moralsk bakket op af deres lokale sygeplejeledelse. Men der var
alligevel væsentlige forskelle. 1) Arbejdsrummet fremstod på den måde, at der var
pressede og fortravlede arbejdsforhold. Fælles forhåndenværende formål var splittet
mellem at været rettet mod hensynet til patienten og mod lægers og sygeplejerskers
fælles mål om at kæmpe for sengeafsnittets overlevelse. Kampen for overlevelse betød
en villighed til at imødekomme eksterne krav, hvorved arbejdsrummet formedes efter
dette. Sygeplejerskernes handlefrihed reduceredes og sygeplejerskerne underlagt
stigende ekstern kontrol. 2) ”Et gensidigt forhold” betyder, at man erkender sig selv i
den anden (ibid:64). Samarbejdsrelationerne internt i sengeafsnittet var præget af