Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

hendes mulighed for at lede sygeplejerskerne på en måde, hvor hendes faglige
vurderinger anvendes i forvaltningen af det decentrale ansvar. Skarpe centrale rammer
og regler modsætter sig afdelings/oversygeplejerskens skønsmæssige vurdering og
gennemtvinger økonomiske og organisatoriske relevansstruturer, der begrænser den
sygeplejefaglige ledelse. Der uddeles straffende sanktioner ved, at gæld overføres til
næste års budget. 2) Afdelings/oversygeplejersken agerer i en organisation, som hun
betragter som menneskebehandlende. Men hun oplever, organisationen nærmere udarter
sig som en maskine eller en fabrik. I den sammenhæng sætter ”kvalitetssikring” sig
igennem, primært med økonomiske relevansstrukturer som styrende, hvorved at
begreber som ”overskud” og ”underskud” bliver centrale. 3) Det decentrale ansvar er
forbundet med at agere i et marked. Men afdelings/oversygeplejerskens beføjelser i
forhold til indkøb og forbrug er indskrænket med centrale beslutninger om produkter og
kvaliteten heraf (”hospitalsprodukter” opleves per definition at være forbundet med et
urimeligt prisniveau, hvilket sengeafsnittet økonomisk lider under), centrale indkøb
samt restriktioner i anvendelse af produkter. 4) Afdelings/oversygeplejersken får ”dårlig
samvittighed”, når hun ikke opfylder budgettets rammer. Samtidig er hun uforstående
overfor disse rammer og finder dem urimelige. 5) Afdelings/oversygeplejersken forvalter
restriktive beslutninger i forhold til produktanvendelse. Samtidig tager hun i den
udstrækning, det er muligt hensyn til traditionelt institutionaliserede værdier, som i
nogen grad sætter sig igennem i sygeplejerskers handlemåder overfor patienterne. 6)
Afdelingssygeplejersken forvalter centrale beslutninger. Samtidig bruger hun en del af
sin ledelse på at samle sit personale op som konsekvens af disse beslutninger, som hun
finder urimelige, når hensynet til patienten og hans pårørende bør være styrende.
Herved fastholder hun overfor sygeplejerskerne betydningen af at tage udgangspunkt i
en forståelse af patienterne.
Som konsekvens af disse ledelsesmæssige spændingsforhold eller dilemmaer, indskrænkes
sygeplejerskernes skønsmæssige handlingsrum. Dette sker samtidig med, at sygeplejerskerne
i den udstrækning, det er muligt, alligevel forsøger at fastholde hensynet til
den konkrete patient som et fælles forhåndenværende formål og med betydning for
deres konkrete handlemåder. Hertil udgør deres sygeplejefaglige ledelse en betydningsfuld
støddæmperfunktion. Deres motiv for måden at handle på bliver alligevel i stigende
grad styret af eksternt definerede mål. Tendensen peger i retning af handlemåder, der
især kan relateres til systemverdensorienterede/bureaukratisk regelstyrede sygeplejefaglige
metoder, men hvor de traditionsbundne værdier også udgør en modvægt.
20.1.3 Spejlingsmekanismer: Spejlinger i et fagligt fællesskab skaber styrkelse af
selvet og differentieringer i to typer af sygeplejersker
Under en uformel samtale med sygeplejerske Berrit fremgår det, at det ikke er
usædvanligt, at sygeplejersken for at beskytte sig selv undlader at se patientens følelser.