Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

udenfor sygeplejerskernes. Sygeplejerskerne har tradition for at drøfte sygeplejefaglige
problemstillinger i fællesskab, og derfor skabes de praktiske muligheder herfor. Også
det at dele følelsesmæssige reaktioner som afmagt, frustration og resignation med
hinanden er legitimt. Alligevel har jeg oplevelsen af, at det var modigt gjort af den
sygeplejerske, der tager disse følelser op med sine kolleger, og at hun gjorde det, fordi
en grænse for hende var nået. En persons ”jeg” udgør en praktisk spontanitet, som
ubevidst står i modsætning til ”mig’et”. Mens mig’et rummer de sociale normer,
hvormed et subjekt kontrollerer sin adfærd i overensstemmelse med fællesskabets
forventninger, er ”jeg’et” samlingssted for alle de indre impulser, der kommer til
udtryk i de uvilkårlige reaktioner på sociale udfordringer (Honneth 2006:114). Ved at
dele sine oplevelser, som viser sig at være fælles og kan genkendes af andre
sygeplejersker, oplevede denne sygeplejerske, at hun blev taget imod og forstået.
Herved anerkendes sygeplejerskens personlige og faglige identitet, og sygeplejersken
styrkes kognitivt, følelsesmæssigt og retsligt i at være subjekt for sig selv (Mead 1934;
Vaage 1998:113-138; Mortensen 1996:122-129; Honneth 2006:). Under en sådan
proces styrkes muligheden for at fastholde værdier, som findes betydningsfulde.
Sygeplejersken oplever en anerkendelse af sig selv. Dette åbner for to muligheder, der
på forskellig vis har betydning for sygeplejerskens faglige identitet med konstituerende
betydning for måden, hvorpå hun handler: 1) Sygeplejersken kan vende den konkrete
arbejdssituation til at fokusere på det, hun kan lide, det hun er god til og det, der har
betydning for hende. Hun henholder sig til, at hun faktisk kan gøre en forskel i forhold
til patient og pårørende. I den forbindelse kan hun også se fordele i den forandrede
institutionelle orden, fordi den også, efter hendes mening, til dels skaber en tiltrængt
forandring og fordele for patienten. På baggrund heraf handler hun på en måde, der er i
overensstemmelse med hendes personlige selv, og hun kan bevare sin selvrespekt.
Herigennem styrkes hendes faglige skøn som grundlag for handlemåder, og hun vil
bestræbe sig på at handle på den måde, som fagligt kan forsvares udfra den konkrete
situation. Hun er åben for moderne rationelle handlemåder, når det opleves som et gode
for patienten, og hun kan bevare sin selvrespekt. 2) Den generaliserede anden forbliver
en fremmed for sygeplejersken. Sygeplejersken kan ikke identificere sig med de
handlemåder, den fremmede generaliserede anden repræsenterer, fordi de ligger for
langt fra hendes internaliserede værdier. Ansvaret for handlemåden lægger hun derfor
udenfor sig selv, hvilket mindsker den oplevede byrde af afmagt og frustration.
Handlemåden har ikke længere noget med hende selv at gøre. Dette kan hun gøre, fordi
hendes følelsesmæssige oplevelser genkendes og anerkendes af hendes in-gruppe. Delte
hun ikke sine oplevelser, eller blev hun ikke mødt med genkendelse og anerkendelse
havde hun, som individ, oplevet, at hun ikke magtede de opgaver, hun burde. Jævnfør
analysen fra det kirurgiske sengeafsnit. For nu at overleve med sig selv, benytter hun sig
af denne forsvarsmekanisme, som gør det muligt for hende ”at springe over, hvor