Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

usikkerhed. Der opstår konkurrence eller ligegyldighed indbyrdes mellem sygeplejerskerne
i et forsøg på at opnå personlig anerkendelse. Sygeplejersken føler sig grundlæggende
usikker på sin faglige formåen, hvilket øger behovet for anerkendelse, som vil
kunne styrke den faglige sikkerhed.
Det fælles professionelle projekt, der som et minimum eksisterer mellem sygeplejerskerne,
er at sikre en grad af legitimitet ved trods alt at få hverdagen til at hænge
sammen. Der er kun få formelle rammer. Sygeplejerskerne modtager ringe anerkendelse
og status, ikke mindst fra lægerne. Dette forstærker splittelsen mellem sygeplejersker,
og mindsker muligheden for samling om et fælles professionelt projekt. Mængden af
fejl og kommunikationsbrist stiger sammen med arbejdsbelastningen og den manglende
anerkendelse.
På baggrund af omverdenens ringe opbakning og den individuelle sygeplejerskes faglige
sårbarhed indskrænkes sygeplejerskens organiserede autonomi, om end hun stadig
har tildelt en magt til personligt at kontrollere sit eget arbejde og dermed sin måde at
handle på. Men som det er fremgået under analysen af sygeplejefaglig metodes konstitutive
faktorer, er der mange andre forhold end sygeplejersken selv, der har indflydelse
på hendes handlemåder.
Dette professionsscenarie indebærer en slags anarki og tendens til professionsopløsning,
fordi de væsentligste aktører, staten og de professionelle (Sognstrup 2003:66-67), ikke
indgår i noget positivt samarbejde 270 . Sygeplejerskerne udgør ikke en samhørig gruppe
med fælles erfaring og identitet (Freidson 1994:144). Sygeplejerskernes organiserede
autonomi, som indebærer en forpligtende aktivt støttende tillid til sygeplejerskerne,
udebliver. Endvidere konstateres på det organisatoriske niveau, at udbyttet af den
faglige ydelse (som næppe fremstår i forhold til jurisdiktioner, men i forhold til en
samlet produktionsydelse) ikke står mål med det, der forventes.
Scenariet er genkendeligt i flere af de undersøgte cases, men aldrig som det eneste.
Eksempelvis oppebærer sygeplejerskerne i det kirurgiske og det medicinske sengeafsnit
sparsomme privilegier, hvad angår arbejdsmæssige vilkår. Dette betyder en indskrænkelse
af deres organiserede autonomi. I såvel det kirurgiske, som det psykiatriske sengeafsnit
efterlyses fælles faglige diskussioner og et ”fælles fodslaw”. Der mangler ganske
enkelt et fælles lokalt professionelt projekt. Det er et udbredt og udtrykt fænomen, at
sygeplejerskerne er meget forskellige og handler meget forskelligt. Endvidere er det
udbredt, at sygeplejerskerne udtrykker en mangel på anerkendelse. Det giver anledning
til en nedbrydende tendens. I det kirurgiske sengeafsnit udtrykker afdelingssygeplejersken
det meget præcist ved at sige, at sygeplejerskerne efterhånden ikke er vant til at
270 Samarbejdet mellem stat og profession er alt afgørende for professionelle projekters opståen og
vedligeholdelse. Relationen mellem stat og profession har karakter af regulativ forhandling med både
pligter og rettigheder. Profesionens rettigheder ligger i det anerkendte monopol og den dertil hørende
autonomi. Omvendt bliver professionen så også forpligtet til at udøve selvregulering og til at udøve en vis
etisk adfærd (Sognstrup 2003:67)