Sygeplejefaglig metode - University College Nordjylland

tivitet kan således udgøre en kvalitet, men samtidig kan det henføre til værdi-ideer, der
er indlejret i sygeplejerskernes forestillinger om ”rigtige handlemåder” og herved
bidrage i et fokus på indholdsdimensionen. Normativitet udgår herefter som kvalitet.
Det analytiske praksisniveau har vist, hvordan sygeplejefaglig metode udspilles under
forskellige kontekstuelle rammer, hvilket skærper iagttagelsen, som grundlag for at
differentiere handlemåder og konstruere flere typer. I særlig grad gav forskellen mellem
rutinerede og ikke rutinerede sygeplejersker mulighed for at iagttage grader af kompleksitet
i måden, hvorpå sygeplejersker handler. De fænomenologiske beskrivelser i
tekstafsnit 15.1, hvor flere typer af objektiverede betydningsstrukturer er i spil samtidig,
viser hvordan sygeplejerskerne jonglerer med viden fra forskellige videnssfærer, hvor
medicinsk, teknisk og medmenneskelig viden og forståelse sporadisk viser sig sammen
med hensynet til de systemkrav, patienten og sygeplejersken agerer indenfor. Disse
videnssfærer spiller imidlertid sammen med nogle af de kvaliteter, der allerede ER
tænkt, hvorved det netop bliver muligt at differentiere handlinger i enkeltelementer som
særlige typer af handlinger. Samtidig bliver det tydeligt, at der er yderligere kvaliteter,
der kan bidrage i idealtypekonstruktionen, idet det fremgår, at de typiske måder at
handle på indebærer forskellige typer af ”observation” og ”konsekvens”, som kan
tilføjes i listen over kvaliteter. Begge kvaliteter har dog et tydeligt overlap i forhold til
kvaliteten ”opgaver”, hvorfor de ekskluderes. De fænomenologiske beskrivelser i tekstafsnit
15.2, hvor måden at handle på løsrives fra konteksten og forenkles, viser i al sin
enkelhed de tekniske betydningsstrukturer, og hvilken betydning det har for erkendelsesgrundlag,
rolle, opgaver og konsekvens. Da er sygeplejerskens fokus, energi og
bevidsthed primært rettet mod den systematiske, planmæssige og mål- rationelle handling,
der er beskrevet i manualen. Helheden i patientsituationen er stort set reduceret til
det tekniske, og forudsigeligheden i måden at handle på er i nogen grad determineret af
den foreskrevne procedure/standard. Endvidere viser det sidste eksempel de systemhensyn
og oplysninger om patientens sygdom, der indgår som væsentlige betydningsstrukturer.
Her viser det sig tydeligt, at det sprog, som sygeplejersken sædvanligvis anvender
og det, der sædvanligvis er betydningsfuldt for hende, nemlig sammenhæng og overblik
i denne tekniske situation nødvendigvis skal ændres, for at det tekniske system kan
fungere. ”Sproget”, som indeholder det mest omfattende og betydningsfulde system af
objektiverede betydninger (Berger&Luckmann 2003:60) viser sig herved nyttig som
kvalitet til hjælp til at karakterisere sygeplejerskers måde at handle på. Begge eksempler
ekskluderer fokus på indlevelsen og forståelsen af den konkrete patient, som også er en
typisk handlemåde.
Der tegner sig nu en ramme til at indfange typer af sygeplejerskers handlemåder:
En rationel rendyrkning af handlemåder betyder for min undersøgelse