Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nielsen, Johannes. 107
H. Soderbergs »Gertrud«. 1908—12 var han Direktør for Folketeatret,
der 1911—12 lededes i Forening med Dagmarteatret, men
da denne uheldige Konstellation ophørte, fortsatte N. sammen med
Adam Poulsen Ledelsen af Dagmarteatret, og i denne Periode blev
Sigurjånssons Drama »Bjerg-Ejvind og hans Hustru« en af hans
mest virkningsfulde Iscenesættelser, medens hans Repertoire bl. a.
forøgedes med Overlæreren i »Skyldig eller uskyldig«, Herredsfogeden
i »Thora van Deken«, Shakespeares Henrik IV. og John Rhed
i »Milepæle«. Under sin omfattende Virksomhed, der ogsaa nogle
Somre vedrørte Friluftsteatret i Dyrehaven, havde N. ikke vist
Administrationstalent; det var ene hans kunstneriske Indsats, der
betingede, at han 1914 blev artistisk Direktør for Det kgl. Teater,
en Stilling, han længe, hvidglødende ærgerrig som han var, havde
begæret. Ogsaa her skabte han smukke Forestillinger, især ud af
Einar Christiansens abstrakte Skuespil »Fædreland« (1916), der blev
en poetisk, stemningsfuld Virkelighed, men hans Ensidighed kolliderede
med den fordringsfulde Direktørstilling og Teatrets komplicerede
Drift; han havde ingen Interesse for Opera og Ballet, ej
heller for Holberg; Repertoirevalget tjente ofte kun Særinteresser;
»et mere slaaende Bevis for«, skrev Einar Christiansen, »at Nationalscenens
Leder ikke ogsaa bør være Skuespiller i Funktion, end det,
der kan uddrages af N.s Direktorat, vil vanskeligt kunne føres«.
Men Krigstidens Pengerigelighed og de store Forestillinger, Johannes
Poulsen satte op, men som ikke harmonerede med N.s Smag
(»Det gamle Spil om Enhver«, »Det levende Lig«, »Aladdin« i to
Dele), hjalp Teatret over Vanskelighederne i de otte Sæsoner, hans
Ledelse varede, indtil den af Ministeriet nedsatte Sparekommission
1922 afsluttede hans Direktorat. De Roller, N. selv udførte, bl. a.
Opvartersønnen i »Prøvens Dag«, Titelfigurerne i »Sigurd Braa«
og »Dr. Wahl«, viste ikke nye Sider af hans Talent; ejendommeligst
virkede han som den tænderklaprende Prins Saladin i »Aladdin«.
Efter 1922 optraadte han som Gæst paa Provinsscenerne, Casino
og Betty Nansen-Teatret (S. Michaélis' »Paa Havet«), hvor hans
sidste Rolle, Ulrik Brendel i »Rosmersholm« (April 1928), tydeligt
viste, at hans Kunst havde taget Skade af hans tiltagende Nervesygdom.
Foruden en Understøttelse paa Finansloven modtog han
en aarlig Afgift fra et Biografteater.
N. var et impulsivt Temperament med let skiftende Sympatier
og Antipatier. Han manglede Taalmodighed og var
uberegnelig. Stemningen og den naturlige Replik var for ham
Skuespilkunstens Alfa og Omega, ikke den ydre Iscenesættelse.
Hans Maal var at gøre Teatret menneskeligt, men hans Resultater