Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

126 Nielsen, L. C.
og Ludv. Holstein Ugebladet »Tidspunktet«, der fik et Aars
Levetid (1902), 1910—n var han Medredaktør af Dagbladet
»Riget« og senere af Dagbladet »Vort Land«. Han foretog talrige
Rejser i Europa og Amerika. Han debuterede med en Samling
fortællende Digte »Tre Mænd« (1897), der efterfulgtes af en
Række Digtsamlinger: »Mit Land —« (1898), »Vaardigte« (1901),
»Rejsen til Rom« (1904), »I Sand og Sten« (1907), »Hanne« (1909)
med Tegninger af Ludvig Find, »Exners Billedbog« (1912), »Broget
Høst« (1913). En Antologi af disse Samlinger foreligger i »Udvalgte
Digte« (1918). Senere kom: »Sangene til Sara« (1919),
»Sange mod Solnedgang« (1920), »I Regnbuens Rige« (1922), »Thurah's
Park« (1924), »Verdens lykkeligste Mand« (1926). Hans Prosaarbejder
er »Drenge til Orlogs« (1899), »De onde Aar« (1902),
Novellesamlingen »Historier« (1907), »Fjernt fra Danmark«, en
Fortælling om Marinelivet (1923). — Han har endvidere udgivet
»Chr. Nielsen, en dansk Højskolemand« (1900) og »Frederik V. Hegel«
(I—II, 1909) og den selvbiografiske Artikelsamling »Det langsomme
Træ« (1928) med Karakteristikker bl. a. af Hørup og Stuckenberg.
— Han har endelig forfattet Prologen »Den danske Nat« ved Det
kgl. Teaters Mindeforestilling for Holger Drachmann (1908). —
N. levede et nervøst Liv i vanskelige økonomiske Kaar. Han havde
tilsyneladende flere Gange store Chancer, navnlig de to Gange,
han blev Medredaktør ved københavnske Dagblade, men Tilfældet
vilde, at Chancerne gled ham af Hænde. Ogsaa hans Stilling som
litterær Redaktør ved »Politiken« (1911) blev af kort Varighed.
Det usikre Liv, han kom ud for, gjorde sit til at nedbryde hans
skrøbelige Helbred. Han havde i Aarene før sin Død Gang paa
Gang haft Anfald af Hjerneblødning, og han var netop kommet
til Rom som Rekonvalescent, da han fik sit sidste Anfald, der
blev Døden.
N. spillede en ikke ringe Rolle i Tidens litterære Liv. En Aarrække
var han Konsulent hos Gyldendal og fik derved en betydelig
Indflydelse paa Valget af Manuskripter. Han var tillige en nær
Ven af Stuckenberg, Holstein og Johs. V. Jensen, et Venskab, der
havde sin Kilde i den Beundring, han følte for disse Digteres
Værker. Han forsvarede altid det, der betog ham, med Ildfuldhed,
Varme og Indsigt. Han forstod i høj Grad at glædes over
andres Frembringelser, og naar han lovpriste andre, var det, som
om hans egen Produktion overhovedet ikke eksisterede.
Kærnen i hans Forfatterskab er Lyrikken. Hans poetiske Værk
er omfangsrigt og i flere Retninger betydeligt. Diktionen i hans to
første Bøger »Tre Mænd« og »Mit Land« var allerede fuldttonende