Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

3«
Nielsen, Carl.
en Fremstilling af Kærlighedens Aldre, fra Barndommen til Oldingeaarene,
og lader til Slut i hymnisk Ekstase den jordiske Kærlighed
løfte sig til Møde med den himmelske. Ind mellem disse to monumentale
Værker falder flere mindre, men i deres Art ikke mindre
betydelige Arbejder, saaledes Ludvig Holstein-Sangene (Op. 10,
1894), nogle af de rigeste og dybest lyrisk bevægede, der er skrevet
til danske Ord, Violinsonaten i A-Dur (Op. 9, 1895) og Strygekvartetten
i Es-Dur (Op. 14, 1896), med den mærkeligt indadvendte,
sært gribende Andante, maaske N.s smukkeste langsomme
Sats.
Efteraaret 1902 bragte Opførelsen af to nye store Værker: Operaen
»Saul og David« (til Tekst af Einar Christiansen) og Symfoni
Nr. 2 »De fire Temperamenter«. Operaen er utvivlsomt det ejendommeligste
musikdramatiske Værk, der er skrevet for den danske
Scene — i det hele taget et af Verdenslitteraturens mest særprægede.
Den er streng og fornem i Stilen, aldeles uden Henblik paa, »hvad
der gør sig«. Den begaar Dødssynder baade fra den Wagner'ske
Dramaturgis Synspunkt (store bredt opbyggede Kor-Fugaer, hvor
»Handlingen« gaar i Staa) og fra den italienske Operas (absolut
Underernæring af Sangerne, hvad svulmende Cantilener og Fermater
angaar) og kommer dog levende fra det. Sagen er, at den
er komponeret af en virkelig Musikdramatiker, der har evnet at
slaa ned paa de afgørende Punkter: Modstillingen af de to Hovedfigurer.
Storslaaet i Karakteristikken er især Saul (et Højdepunkt
hans Monolog i første Akt). Der gaar en Tone af gammeltestamentlig
Højhed gennem det hele, og med næsten Håndel'sk Styrke
er i de store Korscener Israels Folk afmalet i Sorg og Glæde.
Symfonien giver i fire Satser (igen den klassiske Orden) et Udtryk
for de fire traditionelle Temperamentstyper. Straalende symfonisk
Arbejde er især 1. Sats (Allegro collerico); den er gjort med kolossal
Nerve og som i eet Vejr. I den langsomme Sats (malinconico)
træffes første Gang i fuld Udvikling en Virkning, der er meget
ejendommelig for N. (dens Kim findes saa tidligt som i Violinsonaten
Op. 9). Den beror paa en Skæring mellem to forskellige
Tonearter. N. anvender i sine senere Værker dette Princip med
stigende Dristighed, men søger dog altid at konsolidere en saadan
momentan polytonal Situation ved at gøre de to stridende tonale
Sfærer hver for sig saa plastiske som vel muligt, hvorved fuld Klarhed
bevares og det friske Kontrastforhold mellem Tonearterne faar
lysende Farve.
N. havde nu faaet Blod paa Tanden som dramatisk Komponist
og gik straks efter »Saul og David« i Lag med et nyt Værk for