Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nielsen, JV. P. 147
Bekendtgørelser. Han beholdt sin Anciennitet og fik straks kgl.
Ansættelse med 400 Rdl. i Gage. Oehlenschlåger havde paa dette
Tidspunkt i Dr. Ryge Fremstilleren af Helten, den barske Viking,
men savnede Elskeren, den unge, nordiske Mand, som N. i eminent
Grad var som skabt til. Digteren og han var beslægtet i Opfattelse
og Følelse: deres Styrke var den letvakte Fantasi og Begejstring,
Svagheden Mangelen paa Gennemarbejdelse og et dybere Studium.
N.s unge Mænd — foruden Axel f. Eks. Hagbarth, Eigil i »Stærkodder«,
Harald i »Væringerne«, Erik i »Erik og Abel« og Tordenskjold
— var ikke forskellige, men friske og frodige Idealbilleder af
ham selv; de var opbrusende i deres Heftighed og ømme i deres
Kærlighed. Den skønne Stemme gav Rytmerne svulmende Velklang,
og hans muskelstærke Skikkelse og det fritbaarne Hovede
bibragte Tilskuerne det Indtryk, at der stod en Mand bag de store
Ord. Allermest personlig virkede han, naar han gav Udtryk for
den naive Saga-Humor, der præger Jørgen i »Erik og Abel« og
Einar Tambeskælver i »Hakon Jarl«. I alt levendegjorde N. 50
Oehlenschlåger'ske Figurer, hvorimod hans Betydning for Holberg
var ringe. Hos Shakespeare spillede han Macduff, Romeo og
Hamlet, den sidste uden psykologisk Finsans; hans letvakte Misundelse
førte ham til Macbeths Nid, hans Ensomhedsfølelse til
Kong Lears Forladthed. Generelt set var N. de brede Liniers
Skuespiller, typisk Romantiker af Weimar-Skolen, for hvilken Idealiteten
var vigtigere end Karakteristikken. Da han blev ældre,
overtog han de tragiske Helte efter Dr. Ryge, f. Eks. Hakon Jarl
og Palnatoke, men Forgængerens Lidenskab var dybere, hans Monumentalitet
af mere grundmuret Art. N.s Stemme, vidnede Bournonville,
»forholdt sig til Ryges som det fyldige, men bløde Valdhorn
til Kamplurens skarpe, gennemtrængende Toner«. N. udførte ogsaa
et stort Repertoire i Komedien, f. Eks. med stort Held Vandby i
»Gulddaasen«, og hans brede Jovialitet kunde anvendes til Sømandstyper
som Ole Kaninstok i »Capriciosa« og Palle Blok i
»Pak«; endnu 1931 mindedes Edv. Brandes hans »søsalte og myndige
Nyboderfar«, som havde glædet ham 72 Aar forud. Men den fineste
Form for Selvskildring fandt han i de franske Lystspil af den
Scribe'ske Skole, hvori han var en Del fornemme, ældre Gentlemen
med ridderlig Tænkemaade, fyldige Adelsmænd med et indskrænket
Aandsliv, men hvis Væsen var Noblesse og elskværdigt Velvære,
f. Eks. Markien i »Slottet i Poitou«. N. blev selv med Aarene en
let komisk Festfigur, præget af et stærkt Selskabsliv, der svækkede
hans Arbejdsevne og gjorde Memoreringen usikker. 1853 beklagede
J. L. Heiberg over for Ministeriet »den store Letsindighed, hvormed
10*