Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

286 Nyerup, R.
Bøger egnede for Menigmand. Dette gav ham den Tanke at gøre
Rede for, hvad Almuen læste, og dermed var han siden Drengeaarene
ovre paa Fyn fortrolig som ingen anden. 1795 begyndte
han i Tidsskriftet »Iris« — »noget tumultuarisk«, som han selv
erkender — Offentliggørelsen af en bibliografisk-ræsonnerende Udsigt
over Bondestandens Læsning gennem Tiderne, og da senere
den romantiske Skole i Tyskland skabte særlig Interesse for de gamle
Folkebøger, bragte han sit Stof i mere systematisk Orden og udgav
1816 »Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem
Aarhundreder«, af alle hans litteraturhistoriske Skrifter det, som
han selv havde mest Forkærlighed for; uanset de Mangler, som i
vore Øjne klæber ved Arbejdet, hævder det endnu Pladsen som
et Hovedværk paa dette Litteraturhistoriens Grænsegebet. Med
Afhandlingerne i »Iris« ansaa N. dog ikke sit Hverv for endt; han
vilde ogsaa give en Skærv til Hovedformaalet: en anden Læsning
for Bondestanden i Danmark end den gamle, tilvante. Da han,
der havde en lille poetisk Aare, alligevel ikke tiltroede sig selvstændig
Skaberevne, valgte han Pestalozzis berømte Roman »Lienhard
und Gertrud«, som han 1798 udgav i forkortet og lokaliseret
Oversættelse under Titlen »Om Herremanden Brahe og Bønderne i
Ørby« (I—II), endnu 1844 efter Marckmanns Mening en ypperlig
Folkebog.
I N.s Embedsforhold foregik den Forandring, at han 1796 tillige
blev ekstraordinær Professor i Litteraturhistorie og 1803 forlod Det
kgl. Bibliotek for at overtage Posten som Chef ved Universitetsbiblioteket;
han beklædte disse Stillinger til sin Død og fortsatte
op gennem Aarene sin Forfattervirksomhed med Bøger og Afhandlinger,
hvis Tal er legio. Som venteligt var det navnlig Litteraturog
Boghistorien, der nød godt af hans Flid. Sammen med Rahbek,
til hvem han var knyttet i et Venskab, som først Døden skilte, udgav
han 1800—08 i fire Bd. »Bidrag til den danske Digtekunsts Historie«,
der efterfulgtes af »Udsigt over den danske Digtekunst under Kong
Frederik V.« (1819) og »Bidrag til en Udsigt over dansk Digtekunst
under Kong Christian VII.« (1828); Værket, hvis bibliografiskbiografiske
Partier skyldes N., medens Rahbek tog sig af de æstetiske,
beskæftigede sig kun med Digtningen i bunden Stil og kan
ved sine talrige Litteraturprøver endnu gøre Tjeneste som orienterende
Antologi. Dernæst virkede han som Udgiver, enten alene
eller i Forbindelse med andre. Paa egen Haand udgav han 1828
Peder Laales Ordsprog, et for sin Tid anerkendelsesværdigt Arbejde,
hvis Indledning og Anmærkninger viser ikke ringe Kendskab til
Ordsprogslitteraturen i dens Helhed, ikke blot den danske, men