Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Panum, P. L. 633
Blodtransfusion, som danner et Led i en længere Række Undersøgelser
over Blodet og Kredsløbet, hvis første Afsnit var udført
under hans Virksomhed i Kiel (1857, 1864 og 1875). Han paaviste
Farerne ved direkte Transfusion af udefibrineret Blod og ved
Transfusion fra en Dyreart til en anden. Inden for samme Dyreart
fandt han, at Transfusion af defibrineret Blod var relativt
ufarlig, og anbefalede denne Fremgangsmaade. Hans Opfattelse
maa man nu, paa Grund af senere Opdagelser, tage Afstand fra.
— I en Række Undersøgelser over Forraadnelse, der ogsaa paabegyndtes
i Kiel, paaviste P. før nogen anden, at der ved Forraadnelse
af Kød dannes Stoffer, som virker giftigt ved intravenøs
Injektion paa Dyr, og at disse Stoffer ikke destrueres ved Kogning
(1856, 1874). Senere isoleredes disse Stoffer af andre og fik (af
Nencki) Navnet Ptomainer. — P. saa tidligt Betydningen af
Pasteurs Opdagelser for Forstaaelsen af putride Infektioner og
Septikæmi og skrev Arbejder herom (1874 og et Arbejde, der var
ufuldendt ved hans Død). — Ogsaa med fysiologisk Optik har P.
beskæftiget sig og offentliggjort flere Arbejder om det binokulære
Syn (1858, 1861, 1875). — Af Samtiden var hans Undersøgelser
over Misfostre (1860, 1869, 1877) meget beundrede; han paaviste,
at Misdannelser ikke behøvede at være arvede, men kunde
fremkaldes hos Hønsefostre ved Temperaturpaavirkninger. — Efter
Fremkomsten af Voit og Pettenkofers Undersøgelser over Stofskiftet
og Ernæringen beskæftigede P. sig med Ernæringsspørgsmaal, skrev
om Fødemidlernes Næringsværdi (1866) og arbejdede for Anvendelse
i Praksis af Datidens Ernæringsforsknings Resultater. Han
anbefalede »Blodmel« og Glutenbrød (»Kraftbrød«) som Næringsmidler
og forsøgte at udarbejde Kostnormer for Sygehuse og Fængsler
(1884). P.s praktiske Interesse for Ernæring viste sig ogsaa ved
hans Deltagelse (1878) i Selskabet for en bedre Mælkeforsyning
i Kbh. — Ogsaa Ligbrænding interesserede ham, og han var Medstifter
af Foreningen for Ligbrænding.
I sine videnskabelige Arbejder viser P. sig som en meget nøgtern
Forsker, der undgaar at teoretisere eller drage vidtgaaende Slutninger
af sine Iagttagelser. Sin Gerning som Universitetslærer tog
han med stor Alvor. Han skal ikke have været en god Foredragsholder,
men han skrev godt og udgav (fra 1865) en Lærebog i
Fysiologi, der senere udkom i 2. meget ændrede og udvidede Udgave,
som ikke var fuldført ved hans Død. Lærebogen holder sig
strengt til de foreliggende Iagttagelser, men den er saa udførlig,
at Tilegnelsen maa have voldt Studenterne Vanskelighed. 2. Udgave
indeholder et Forsvar for Vivisektionen, og om dette Spørgs-