Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Paludan-Muller, Fr. 615
Svigerinde Henriette Friderichsen, der kendte ham bedre end
nogen, mente, at et Ægteskab med en smuk ung Pige »lettelig
kunde være blevet meget ulykkeligt«.
Een stor Fortjeneste maa hans Hustru have haft for hans Poesi.
Denne Digter, som syntes forudbestemt til kun at blive Ungdoms-
Glædens og -Melankoliens Sanger, gjorde hun til Manddommens.
Hun har Æren af, at han i Alderen mellem 30 og 40, ellers de goldeste
i en Digters Liv, frembragte alle sine Hovedværker.
Deres Bryllupsrejse gik til Frankrig og Italien, længst boede de
i Paris, men ogsaa længe i Napoli og Rom. Efter Hjemkomsten
Sept. 1840 slog de sig ned i Kbh., hvor de havde Bopæl til deres
Død. Fra Begyndelsen af 50'erne fik Digteren Sommerbolig i Fredensborg,
1858 i den røde Længe. Herfra besøgte han tit sin Broder
Vilhelm, der var Præst i Nærheden. Han eksisterede kun for sin
Poesi og sine efterhaanden ret omfattende Studier, der alle havde
Mennesket til Midtpunkt. Dog ganske afsondret fra Verden levede
han ikke; hans Omgangskreds var ikke helt ringe; endnu paa sine
gamle Dage modtog han gerne ganske unge Venner, der paaskønnede
hans skæmtefulde Samtale. Pessimisten havde et muntert Væsen.
Den første Frugt af hans Udenlandsrejse var det mytologiske
Skuespil »Venus« (vistnok skrevet i Italien, udk. 13. April 1841),
en Digtning om Modsætningen mellem hedonistisk og religiøs Livsopfattelse.
Det er P.-M.s varmeste Poesi, en Don-Juan-Myte af
ofte overdaadigt dramatisk Virkning. Heiberg kalder det med
Rette »en dyb og glimrende Komposition«. Digtets Hensigt er
moralsk: at fælde en Dom over den blot sanselige Kærlighed, den
erotiske Besættelse (»Bliv til et Dyr! Bliv, hvad du alt er vorden!«).
Skildringen af den haandgribelige Erotiks Tillokkelser er ikke uden
Kraft, men den lidenskabelige Forherligelse af Døden fremtræder
des kraftigere paa denne Baggrund (»Viid, denne Ynglings Lykke
boer i Døden«). Sammenlignet med »Amor og Psyche« viser dette
Skrift uhyre Fremskridt. Fremstillingen er her mere plastisk, Menneskekundskaben
er rigere, Stemningen varm. Paa en Maade indeholder
det vise Digt Essensen af P.-M.s Poesi, der jo altid drejer
sig om Aksen Nydelse kontra Kontemplation. Det er det vægtigste
af P.-M.s mytologiske Skuespil, hvis Motiv er »de forspildte Bryllupper«,
Skæbnen, der i et højere Formaals Tjeneste lægger sig
imellem og knuser Livslykken, »thi med Guderne skal ikke noget
Menneske maale sig«.
Efter »Venus«, der blev modtaget af Publikum med Kulde, udsendte
P.-M. 6. Dec. 1841 (Titelbladet: 1842) den i Paris skrevne
første Del af sit Hovedværk, »Adam Homo«.