Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Paludan-Muller, Fr. 619
Aanden selv bor i en tropisk Sfære«), slutter Digtet som Epopé;
Resten er Apokalypse. Anden Halvpart af Sangen skildrer, hvorledes
Helten efter et lettere Sygdomstilfælde bliver dræbt af Lægerne
og udaander i Almas Arme paa Hospitalet. Denne Dødsscene er
Kulminationen af P.-M.s Erfaringspoesi (»Eet Minut jeg leved,
det er svundet!«). Med den 35. Refleksion over Legemet som
Sjælens Symbol ophører Digteren at tale i eget Navn. Den 11. Sang
meddeler Almas Død og hendes Efterladenskaber, to Digtsamlinger,
den ene paa 28, den anden paa 22 Digte, en Slags Skærsild og Paradis
i P.-M.s menneskelige Komedie. Sidste Sang er en Domsvision,
med livlig Tidssatire: Adam fordømmes til Helvede, men
reddes fra Skærsilden ved Almas Kærlighed. I Grunden er Alma
baade Beatrice og Himmeldronning; P.-M. synes gerne at have
forestillet sig det guddommelige i kvindelig Skikkelse.
Digtet er ved sin høje religiøse Dannelse enestaaende i nordisk
Litteratur; det synes tænkt under et varmere Himmelstrøg, det
nævner ikke Guds Navn, er en umaadelig Hymne til »den evige
Madonna skjult i Aanden«. Det gjorde betydelig Lykke og oplevede
en Række reviderede Udgaver i Digterens Levetid, blev
senere en yndet Konfirmationsgave, men er med sin mystiske Feminisme
og Fornægtelse af den haandgribelige Verdens Værdi i Grunden
gaaet til Spilde i dansk Aandsliv. Ved sin dobbelte Karakter
af Helvedtrappe og Himmelstige staar det som et af alle Tiders
mærkeligste religiøse Læredigte.
P.-M.s Produktion i 1850'erne indskrænker sig til den salte horatsiske
Satire over Fritænkere »Luftskipperen og Atheisten« (udk.
Dec. 1852, Titelbladet: 1853), og »Tre Digte« (udk. Maj 1854),
som foruden et Optryk af »Abels Død« indeholdt Dramaerne »Kaianus«
og »Ahasverus«. Det første Arbejde, paavirket af Byrons
»Sardanapalus«, er digtet paa den evige P.-M.ske Antitese af Livsbegær
og Sjælefred; Verdenserobreren Alexander den Store fordunkles
af Asketen Kaianus. Digteren havde studeret P. v. Bohlens
»Das alte Indien« (1830), J. G. Droysens »Geschichte Alexanders
des Grossen« (1833), C. M. Wielands »Geschichte des Agathon«
(1794) og Platons Dialoger, som netop da udkom i Heises Oversættelse.
Stilen i denne Digtning var somme Steder meget bleg,
og Blankvers var aldrig P.-M.s stærke Side. Meget kraftigere er
Digtet om den evige Jøde. Det er forfattet under Indtryk af den
store Kolera i Sommeren 1853, i kraftige Knittelvers. Det er paa
en Maade et Modstykke til »Tithon«, hvor Helten bedrages i sin
Jagt efter Lykken, mens her den haardt prøvede belønnes for sin
religiøse Lydighed.