Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

148 Melsen, JV. P.
han behandlede sin Kunst«. De medspillende maatte benytte alle
Slags Greb for at dække hans Usikkerhed og redde Stykkernes
Virkning.
N.s Evner kunde maales med en større Alen end den hjemlige.
1824 foretog han med offentlig Understøttelse en stor Udenlandsrejse,
der strakte sig til Paris, hvor han gjorde Bekendtskab med
Talma og Mile. Mars; paa Tilbagevejen spillede han Titelrollen
i »Gorreggio« og Ferdinand i »Kabale og Kærlighed« i det tyske
Sprog paa Nationalteatret i Braunschweig, og ved Afrejsen gav
hans Kolleger ham et hædrende Diplom som tysk Skuespiller.
N. A. studerede han Tragikeren Maximilian Korn i Hamburg, og
1827 optraadte han i Miinchen og paa Burgteatret i Wien foruden
i de nævnte Roller ogsaa som Axel i »Axel og Valborg« samt Baron
Wiburg i »Det stille Vand har den dybe Grund«, en Rolle, han
aldrig udførte paa Det kgl. Teater. Nordpaa var han flere Gange
Gæst paa Scenerne i Kristiania og Bergen, og 1856—58 gæstede
han Stockholm, bl. a. som Sir Peter i »Bagtalelsens Skole«, og Finland,
hvor han deklamerede Runeberg'ske Digte. Ligesom han i
Forening med C. N. Rosenkilde var den første aktive Skuespiller,
der modtog Ridderkorset, saaledes var han ogsaa den første, som
hædredes med fremmede Dekorationer. N.s Meninger om Mennesker
og Forhold skiftede som Vejret i April; bag Forfængeligheden
og Ærgerrigheden, hele den prangende Facade, boede en
Sjæl, der lod sig kaste hid og did af tilfældige Luner og Indfald.
Hans Forhold til Heiberg var en Art væbnet Neutralitet lige fra
Ungdommens Dage, i hvilke N. ikke var ufarlig for sin Elev Johanne
Luise Påtges, Heibergs senere Hustru, og Digteren tog Regres ved
med blodig Ironi at forevige N. i Scenen mellem Skuespilleren og
Døden i »En Sjæl efter Døden«. Under Heibergs Teaterstyre tilhørte
N. Oppositionen Høedt—Wiehe; hans opbrusende Heftighed
kunde ikke forliges med Chefens Dialektik; det kom til aabent Brud,
og 1855 tog N. Afsked ved en Benefice, der karakteristisk nok ikke
fandt Sted paa Nationalscenen, men i Oppositionens Lejr, Hofteatret
(nu Teatermuseet) ved Christiansborg. Under de følgende
Direktioner optraadte N. dog paa ny, sidste Gang 24. Febr. 1860
som Markis de Rouillé i »Kamp og Sejr«. Teatret afholdt en
Mindefest til hans Ære, ved hvilken M. Wiehe sagde et smukt
Digt af H. P. Holst. En Skildring af N.s joviale Væsen og imposante
Skikkelse paa de ældre Dage har Holger Drachmann givet i Fortællingen
»En Overkomplet«.
Jævnsides sin store Skuespillergerning virkede N. 1829—49 som
traditionel Instruktør og optraadte nu og da i Operaen, f. Eks.