Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

34
Melsen, Carl.
af sin særprægede Personlighed ydede noget fremragende), holdt
sig mest til mindre Former — Romancen florerede —, kort sagt,
Situationen maa i det store og hele nærmest betegnes som kultiveret
og smukt drapperet Stilstand. At det kunde være anderledes,
skulde der en N.s friske og stærke Øjne til at se. Denne Evne til
uhildet Betragtning var naturligvis i første Række betinget ved
hans mærkelige, selvstændige Personlighed, men blev dog sikkert
ogsaa begunstiget af de Forhold, under hvilke han voksede op.
N. var den første bondefødte danske Komponist i den nyere Tid.
Efter nogle døde Aarhundreder fik vi først en Generation af indvandrede
tyske Komponister som J. A. P. Schulz, Weyse og
Kuhlau, der jo imidlertid faldt godt til her i Landet og aandeligt
naturaliseredes. Derefter fulgte som de, i denne Sammenhæng,
tidligste danskfødte store Komponister J. P. E. Hartmann og Gade.
De var begge Københavnere og overtog som en Selvfølge den tyske
musikalske Kultur, som da var raadende i Hovedstaden; men de
udviklede den til selvstændig national præget Kunst. I N.s Barndom
herskede denne Datidens »moderne« Musik vel uindskrænket
i Hovedstaden. Men han voksede op i landlig Isolation, og saadanne
Forhold er i Regelen mærkede af en vis Konservatisme, der
ikke altid blot er en Følge af en ringere teknisk Kunnen og en
mangelfuld ydre Organisation af det musikalske Liv, men maaske
nok saa meget af en vis sund Langsomhed og Ligevægt i Reaktionerne,
en Smag, som ikke lader sig overrumple med et Snuptag.
I N.s Hjemegn var man inden for den højere Musik endnu kun
naaet til Wien-Klassikerne, og dette fik afgørende Betydning for
ham: han var for bestandigt befæstet i sin Samfølelse med dem,
før han kom i Berøring med den musikalske Romantik i Hovedstaden.
Den Strygekvartet, N. 1883 forelagde Gade, eksisterer
endnu som det vistnok tidligste bevarede større Arbejde fra Komponistens
Haand. Stilen — og Gade har tænkeligt studset derved
— er fuldstændig den klassiske Strygekvartets, Haydns og
Mozarts. Arbejdet har naturligvis nu kun historisk Interesse, er
et udpræget Begynderarbejde, men for øvrigt uden den almindelige
Begynderfejl: at fare fra det ene til det andet uden at faa Samling
paa noget af det. Tværtimod bemærker man en næsten stiv Fasthed
i Formen og en Stædighed i Udnyttelsen af Temaerne, der
hist og her fører til Monotoni. Naar det er sagt, at N. gik uberørt
gennem Musikromantikken, som han mødte den i Kbh., skal dette
dog naturligvis kun forstaas cum grano salis. Paa adskillige Punkter
i hans Ungdomsværker træffer man Momenter, der aabenlyst viser
Paavirkning fra romantiske Komponister som Gade, Hartmann,