Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

162 Nielsen, Oda.
hun i. April 1891 som den sidste Kunstnerinde modtog kgl. Udnævnelse.
Her spillede hun en broget Mangfoldighed af Roller i
Tragedien og Lystspillet, Vaudevillen og Skuespillet, ja selv et
Operaparti som Papagena i »Tryllefløjten« udførte hun. Mindst
klædte Oehlenschlågers Heltinder Dina og Valborg hende, fordi
den stilbestemte Jambe stred mod hendes Modernitet; derimod
vandt hun nogle Sejre i Holberg, særlig ved sin elegante Komik
som den syngende Leonore i »Kilderejsen«. Hendes enfoldige Pigebarn
fik nye Udgaver som Christine i »Et Eventyr i Rosenborg
Have«, Birgitte i »Kinafarerne« og Sophie i »Nej«, og den modne
Kvinde blev varieret i mange Karaktermodsætninger. Hun kunde
i »Damernes Ven« med kvindeligt Skælmeri fremsætte Frk. Hackendorffs
Frieri og i »Francilion« med rolig Anstand forkynde Baronessens
Husmoderglæde; hun virkede romantisk-sentimental, næsten
fløjelsblød som Scheitan-Emisresin i »Ved Bosporus« og greb ved
Smertens dybe Tone i Hustruens og Moderens Sorg som Rita Almers
i »Lille Eyolf«. Man saa her ind i en haabløs Menneskesjæl.
Frk. Nitouche's berømte Fremstillerinde var naaet til at blive
Ibsen'sk Tragedienne.
Men tilfreds med sin Stilling var O. N. ikke. Hun besad den
evige Higen i sin Sjæl og ønskede en daglig Rapport til Publikum,
som Det kgl. Teater ikke kan yde. Det er paa Baggrund heraf og
med hendes Trang til Solospil in mente, at W. Blochs misforstaaede
Udtalelse »at hun ikke passede i Ensemblet« maa opfattes. Efter
eget Ønske fik hun 1902 Afsked med Pension og kunde nu støtte
sin Mand, Direktør Martinius N., i hans dristige Overtagelse af
Casino. Men Forsøget paa at genkalde Succes'erne fra de unge
Dage, f. Eks. ved at spille det enfoldige Pigebarn og »Odette«,
lykkedes ikke. Tiden var løbet fra Bøghs Vaudeviller og den
franske Salonkomedie. Saa blev hun Gæst paa Folketeatret (Fernanda
i »Gadens Børn«), kom atter til Dagmarteatret og foretog
1906 en Turné som Visesangerinde til Amerika. Ogsaa i de nordiske
Lande optraadte hun, og da hendes Mand 1909 maatte
opgive Dagmarteatret, overtog hun Ledelsen i nogle Maaneder
for at muliggøre hans Genkomst, hvilket ikke lykkedes. Hendes
Rolleliste blev i disse urolige Aar forøget bl. a. med Titelfigurerne
i »Madame Sans-Géne« og »Hvem er hun?«, Hauptmanns Rose
Berend og Hertuginden i »Hvor man keder sig«. Hun turnerede
ofte i Provinserne og fik 1918—20 Glæde af at virke ved Betty
Nansen-Teatret, hvor hun varmt og følt spillede Fru Dag i »Dag-
Iannet«, og hvor hun fejrede sin Alderdoms største Succes som
Grevinde Danner i »Hos Grevinden«, der dog ikke hørte til de