Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

614
Paludan-Muller, Fr.
Fjende af Demokratiet. Den lille allegoriske Dialog »Alf og Rose«
peger frem mod et dybere Aandsliv hos Digteren: først i Døden
opleves Lykken. »Fyrste og Page«, som blev opført paa Det kgl.
Teater, men senere af Digteren udvist fra hans Ungdomsskrifters
Kanon, var det sidste og ringeste romantiske Skuespil fra hans Pen;
det var skrevet i den dobbelte Hensigt at tækkes hans Forlovede
og Fru Heiberg; Hovedrollen var inspireret af den ene og skrevet
for den anden.
Den lyriske Samling indeholder foruden forskelligt Klingklang
ogsaa en Række værdifulde Digte. Nærmest i Slægt med den usikre,
ængstede Livsskildring i »Dandserinden« er Digtet »Dandsemusik«,
som trods sin lidt banale Form giver et gribende Udtryk for sin
Digters Stemning paa Ungdommens Tærskel. Mere kristelige eller
almenreligiøse i Tonen er Digte som »Nattevagt« eller »Sorgen«.
Her findes ogsaa erotiske Digte, men kun af erindrende eller kontemplativ
Natur, som »Tilbagefald«, »Bella Donna«, »Billedet«,
»Perlen«. Endelig indeholder Bogen tre nye poetiske Fortællinger,
et humoristisk Digt, »Den ottende Kunst«, og et bibelsk, »Lucifers
Fald«, Spiren til hans senere kristne Digtning.
Bogen blev modtaget med Uvillie af Kritikken, der med nogen
Ret saa en Tilbagegang i den. Især var en anonym Anmeldelse i
det P.-M. ellers bevaagne »Maanedsskrift for Litteratur« Digteren
en Torn i Øjet. Den skyldtes den heibergianske Kritiker C. A.
Thortsen, men P.-M. troede, paa Molbechs Autoritet, den var af
Chr. Wilster, og det var nærmest mod denne, han hvæssede sin
Pen i den skarpe, versificerede Antikritik, han udgav under Titelen
»Trochæer og Jamber« (1837). Senere gjorde han, hvad han formaaede
for at bringe denne noget ubesindige Satire i Forglemmelse.
Den indeholder dog baade vittige Udfald og enkelte høje poetiske
Steder, endog et Program for hans senere Digtning (»Hvad Livet
viser Dig, er Tidens Ramme om Billeder af evige Ideer«).
Hen imod sin 30 Aars Fødselsdag blev Digteren hjemsøgt af en
dødelig Sygdom; Diagnosen lød paa »Nervefeber«, o: Tyfus, men
kan have dækket alt muligt andet. Hans Slægtning Charite Borch
reddede ham ud fra Hospitalet og plejede ham i sin Moders Hjem,
til den gamle Biskops Harme. Efter at være blevet rask, søgte
han at genoptage sin tidligere flagrende Levemaade, men forgæves.
»Før kunde han jo nok tale om Døden; nu snakker han aldrig om
andet end Ligkister«, sagde Heiberg. Sidst paa Sommeren 1838
ægtede han sin Diakonisse, og fra da af levede han som i et Kloster.
Dette meget omdisputerede Ægteskab hemmede ham muligt i hans
Livsudfoldelse, men han var da allerede et sprukkent Kar. Hans