Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

36 Nielsen, Carl.
saa sent som 1890. Det kan imidlertid ikke siges tydeligt nok, at
alle disse »Paavirkninger« kun har overfladisk Karakter. Bag det
hele gærer og bryder en stærk personlig Kraft, der uafladeligt
stræber og strider efter at finde sin egen Form og ogsaa til Dels
har fundet den, om end den endnu ikke beherskes med fuld Sikkerhed.
Allerede den store tyske Dirigent Hans v. Biilow, der paa
den Tid ved et Besøg i Kbh. havde Lejlighed til at høre N.s Strygekvintet,
ytrede, at han her fandt det Stænk af Brahms (som efter
Brudet med Wagner var v. Biilows Afgud), der manglede ham hos
Svendsen. Han har derved sikkert ment den Trang til Fordybelse
og Koncentration, som allerede disse tidlige Arbejder vidner om
og som skulde føre N. saa langt videre end Forgængerne i nordisk
Musik.
Det lader sig vanskeligt gøre at inddele N.s Arbejder i fast afgrænsede
Perioder, mange af hans enkelte Værker danner egentlig
en Periode for sig. Men med Hensyn til Ungdomsarbejderne synes
det, som om de selv ordner sig tydeligt i en Gruppe, der krones og
afsluttes af den første Symfoni (i G-Mol, Op. 7). Ja, man kunde
med god Grund opfatte alle disse Arbejder som en Art Forstudier,
Forberedelser til Symfonien. Overalt støder man nemlig her paa
Vendinger og Motiver, som genoptages og faar deres væsentlige
og endelige Form i denne. Men vil man erkende det hele
Fremskridt i Retning af kunstnerisk Sikkerhed og Uafhængighed,
der har fundet Sted fra denne Gruppes Begyndelse til dens Endepunkt,
behøver man blot at sammenligne Sidetemaet i G-Mol
Kvartettens 1. Sats med det tilsvarende Tema i Symfonien. Det
er i Virkeligheden samme Tema begge Steder — men hvilken Afstand
i Betydning! Man kunde her citere Shakespeares Ord: Modenhed er
hele Sagen. Med G-Mol Symfonien har N. overvundet Ungdommens
Usikkerhed og Søgen, og Mesterskab er opnaaet. Han
begyndte paa den ca. 1892; han havde da hidtil kun arbejdet
med Kammermusik (hvortil egentlig ogsaa Strygersuiten maa regnes).
Han følte sig magnetisk tiltrukket af Symfoniformen; allerede
1889 havde han forsøgt sig med en Symfoni, den gik imidlertid i
Stykker for ham. Førstesatsen er endnu bevaret i Manuskript og
er spillet under Titlen »Symfonisk Rapsodi for Orkester« (det var
ikke blot Titlen, der her var Svendsen'sk). Han var egentlig lidt
bange for igen at vove Forsøget, tvivlede paa, at han endnu havde
Kræfterne dertil. »Noget Tøv« erklærede Svendsen, og Symfonien
blev da ogsaa lykkeligt skrevet og første Gang opført under Svendsens
Ledelse ved en Kapelkoncert 1894. Værket er formelt fuldstændig
i klassisk Stil: Allegro (oven i Købet med Repetitionstegn