Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

348
Nørregaard, Jens.
Uden Selvarbejde ingen Kundskaber. Men Hovedsagen for ham
var, at Eleverne fik et levende Møde med Aandens Verden. Og
der er mange Vidnesbyrd om, at dette skete gennem N.s Foredrag.
Han indførte sine Elever i vor klassiske Litteratur og fremstillede
store Skikkelser og bevægede Tider i Folkenes Historie. Levende
og myndigt gav han Udtryk for sit Hjertes Rigdom af Kraft og
Poesi, for sin rige Menneskelighed og sin fromme Kristentro. Faa
inden for Højskolens Kreds var ham jævnbyrdige i Veltalenhed.
Hans Tale ejede baade Skønhed, Klarhed og Ild, og gennem den
fik Tusinder af unge Tilskyndelser til Kristentro, til Dygtighed og
Mod. »Saa stor en Taler som N. bliver jeg aldrig«, skal Bjørnson
engang have sagt. — Ogsaa udadtil virkede N. kraftfuldt og stærkt.
Han var som skabt til at tale ved store Møder under aaben Himmel.
Og gjaldt det Ordskifte med Folk af andre Lejre, kunde faa eller
ingen af Højskolens Mænd maale sig med ham. Han deltog i Drøftelsen
af brændende Skole- og Kirkespørgsmaal, var Medstifter af
Kirkeligt Samfund af 1898, virksom for Dannelsen af Menighedskonventet
af 1891, deltog i Bethesdamøderne, var Medlem af det
kirkelige Udvalg 1903-—07 og prædikede gerne, naar han fik Opfordring
dertil. I en Aarrække var han Formand for Aarhus Amts
Skytteforening. Han indbød til det første nordiske Folkehøjskolelærermøde,
som holdtes i Testrup 1883. Han arbejdede ivrigt for
Virkeliggørelse af Grundtvigs Tanke om »Højskolen i Soer« og var
til sin Død Formand for Det sociale Sekretariat. Han indtog baade
folkeligt og kirkeligt en central Stilling. Efter Systemskiftet tilbød
J. C. Christensen ham flere Gange en Bispestol, men han sagde
Nej dertil. Politisk prægedes han i sin Ungdom af nationalliberale
Kredse, men blev overbevist Venstremand. Han billigede dog ikke
Dannelsen af Det forenede Venstre, og han var ivrig Forsvarsven.
Skønt han aldrig talte om Politik paa sin Skole, mødte han dog
navnlig i 8o'ernes Kampaar en vis Mistillid i Venstrekredse, og
Elevtallet paa hans Skole mærkedes deraf. I flere Aar havde det
ligget over 100, i Vinteren 1886—87 sank det til 45. N. fik i de
Aar, da han ofte grebes af Modløshed, Brug for sit Mod, sin Udholdenhed
og sin kristne Tro. Fra Begyndelsen af 90'erne begyndte
Elevtallet igen at stige. — N. tog 1886 Doktorgraden (»B. S. Ingemanns
Digterstilling og Digterværd«) og holdt 1886—90 paa Universitetet
en Række Forelæsninger om centrale Emner for Højskolens
Arbejde (»Studier over Spencer, Lotze og Grundtvig«, 1890).
Af hans øvrige skriftlige Arbejder er der Grund til at nævne: »Kristi
Ære og Menighedens Tarv« (1877), »Svar fra »Den grundtvigske
Højskole« i Testrup« (1878) og »Tre Hovedpersoner og Hovedbegi-