Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nielsen, L. C. 127
og tillige saa haardt tindrende som maaske intet i hans senere
Produktion. Den mandigt kraftige Tone fremkaldte umiddelbart
et Billede af knyttede Næver, sammenbidte Tænder og gav et Indtryk
af en Indignation, der samlede Kraft, laa paa Spring og kun
tænkte paa at omsætte sig til Handling. Men hans Ungdomsvæsen
fandt dog sit rigeste Udtryk i Samlingerne »Vaardigte« og »Vandringer«;
Kærlighedsdigtene i »Vaardigte« var samtidig saa lidenskabelige
og saa andagtsfulde, baade Sansernes og Hjertets Rørelser
var saa direkte overført i disse baade faste og smidige Strofer, at
man kom i Kontakt med et Gemyt, hvor Sanselighed og Følelse
var sammensmeltet. »Vandringer« var alligevel hans mest karakteristiske
Værk, det centrale i hans Forfatterskab, det, hvor han
har givet den Utaalmodighed, den Løsrivelsestrang, den altid hamrende
Uro, der var Hovednerven i hans Væsen, de stærkeste Udtryk.
Udveen og Hjemveen, det var Polerne i hans Poesi; det
blev adskillige Gange saadan, at det føltes, som drejede det sig
ikke blot om et enkelt Menneske, men som var det selve Arten
Menneske, der udaandede sin inderste Ve i Strofer, hvoraf de
mest gribende blot er tunge Suk. Det værdifuldeste i hans Vandringsdigte
er ikke Skildringerne af de enkelte Ting, men den
Intensitet, hvormed en fundamental Tendens i Menneskets Sind
er udtrykt. Denne Tendens' almene Rækkevidde er det klassiske
Karaktertræk i hans Kunst. Hans senere Samlinger er de sjæleligt
set mest differentierede, han har skrevet, det er Bekendelser, men
det almene i hans Væsen viser sig ogsaa her; alt forstyrrende, blot
privat er bortelimineret, kun Menneskesindets Reaktioner over for
det, der har saaret Sjælen, er blevet tilbage. Den ydre Skæbne angreb
ham haardt, men den knækkede ham ikke. Han gik heller ikke
ud af den lange Kamp som Sejrherre — men der er i sidste Afdeling
af »Sange mod Solnedgang« noget som et forklaret, erfarent
og vemodigt Smil, en resigneret Forstaaelse af alt blot menneskeligts
Utilstrækkelighed og Foreløbighed. — I sin Kantatedigtning
fik han ofte forbavsende meget ud af de opgivne Emner, baade
psykologisk og poetisk. Versteknisk set har de hærdet og smidiggjort
hans Talent, for ham blev det frugtbart at underlægge sig
en Disciplin, Tvangen blev en Kilde til Frihed, og det stringent
maalbevidste naaede til at udløse Sindets underbevidste Muligheder
og løfte skjulte Skatte af sproglig Skønhed op i Lyset. Det
er ikke faa Gange lykkedes N. at gøre Lejlighedspoesien til baade
følelsesfuld og intellektuel Lyrik.
Som Prosaist var N. stærkt paavirket af Johs. V. Jensen, hvilket
baade hans Roman »De onde Aar«, der er præget af den samme