Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

488 v. der Osten, Adolph Siegfried.
givne kongelige Resolutioner. Naturligvis var en saadan Forretningsgang
ikke efter v. d. O.s Hoved, og Spændingen øgedes, da
de to Mænd saa forskelligt paa den Politik, der skulde føres, og
Struensee bag Ministerens Ryg prøvede at føre sin egen Udenrigspolitik.
Trods Modsætningsforholdet til Bernstorff havde v. d. O.
dog gaaet saa længe i dennes Skole, at han var en absolut Tilhænger
af at styre den samme udenrigspolitiske Kurs. Struensee
derimod vilde ikke binde Danmark for stærkt til Rusland. Det
lykkedes dog omsider v. d. O. at faa Struensee overbevist om, at
det for den endelige Løsning af det livsvigtige gottorpske Spørgsmaal
ikke gik an at støde Rusland fra sig.
I den Sammensværgelse, som Jan. 1772 styrtede Struensee, tog
v. d. O. ikke aktiv Del, men paa Grund af hans velkendte Modsætning
til den faldne Gehejmekabinetsminister var han kaldet til
at spille en ganske betydelig Rolle. Enkedronning Juliane Marie
og Arveprins Frederik havde megen Tillid til ham, han fik Sæde i
Statsraadet, og i de første Maaneder tydede alt paa, at der var
tiltænkt ham en betydningsfuld Post inden for den nye Regering.
Utvivlsomt har han haft en ikke ringe Indflydelse paa Beslutningen
om ikke at kalde den ældre Bernstorff tilbage, medens han ikke
kunde hindre, at den nye Regering tilbød A. P. Bernstorff en
vigtig Post som Leder af Landets finansielle Politik sammen med
den ældre Schimmelmann. Muligvis var der allerede paa dette
Tidspunkt Kræfter i Gang for at lade v. d. O. afløse af den unge
Bernstorff som Udenrigsminister, men Hoffet tænkte ikke herpaa.
Hans gamle Modstandere i Rusland Panin og v. Saldern arbejdede
imidlertid ivrigt paa at faa ham fjernet, og da v. d. O. prøvede at
modarbejde Bernstorffs og Schimmelmanns finansielle Politik, blev
ogsaa de hans Modstandere. Af stor Betydning blev det endelig,
at ogsaa Schack-Rathlou, der i disse Aar spillede en betydelig
Rolle, skubbede til den hældende Vogn, og i Marts 1773 fjernedes
v. d. O. fra Udenrigsministerstillingen. Han udnævntes derefter
til Stiftamtmand i Aalborg, men befandt sig meget ilde i den afsides
liggende jyske Købstad. I flere Aar søgte han forgæves at komme
bort, men først 1782 opnaaede han at blive Justitiarius i Højesteret,
og 1788 udnævntes han til Overpræsident i Kbh., fra hvilken Stilling
han blev afskediget 1794. Hele hans efterladte Formue testamenteredes
til St. Hans Hospital.
Hofjunker 1750. Kammerjunker 1754. Kammerherre 1757.
Rang med Gehejmeraader 1771. Gehejmekonferensraad 1774.
— Hv. R. 1766. L'union parfaite 1768. Bl. R. 1783. — Tegning
af Paul Ipsen 1791 (Privateje). Portrætteret paa W. Haff-