Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Paludan-Muller, Jens. 625
den ogsaa kun levnede ham ringe Tid til fortsatte Studier, hvorfor
han 1864 lod sig forflytte til Marvede og Hyllinge paa Sjælland og
siden — 1874 — til Snesere, hvorfra han 1888 tog sin Afsked.
P.-M. var en ejendommelig, rigt udrustet Natur af en mærkeligt
selvstændig Holdning. Fra sin Fader havde han arvet stærke filosofiske
Interesser og en dyb Trang til under Debat med sine Omgivelser
at besinde sig paa sit aandelige Eje og prøve Tidens Tanker
igennem. Hans Kundskabstørst var stor, og uden at kunne kaldes
lærd i snævrere Betydning sad han inde med en betydelig Kundskabsfylde
især i de teologiske og humane Fag. Medens han maaske
har øvet størst Indflydelse ved sit personlige Forhold til Mennesker
og gennem Brevskifte, har han dog ogsaa vundet sig et kendt Navn
som teologisk Forfatter. Hans første større Arbejde, en sympatisk
vurderende Undersøgelse »Om Dr. Martensens Ghristelige Dogmatik«
kom 1850, derpaa fulgte en ypperlig Analyse af Mynsters
Prædikekunst »Om den apologetiske Bestanddeel i Biskop Mynsters
Prædiken« (Nyt theol. Tidsskrift, V, 1854, S. 110—80) og n. A.
et skarpt Genmæle mod Søren Kierkegaards Angreb paa Mynsters
Personlighed. Efter en længere Aarrækkes Stilstand optog P.-M.
igen som Præst paa Sjælland sin Forfattervirksomhed og udgav nu
»Om Guds Ord« (1869) og »Skriften og Overleveringen fremstillede
i deres evangeliske Sammenhæng« (1871), to omfattende Afhandlinger
af dogmatisk Art. Samtidig (1870) udkom hans »Evangelisk
Præstegjerning«, et modent og afklaret Arbejde, hvori P.-M. har
nedlagt mange Slags Tanker og Erfaringer fra sit eget Præsteliv.
1872 tog han til Orde for Præsters Ret til Selvkommunion i »Om
Præsternes Adgang til Alteret i den danske Folkekirke«, og 1884
vendte han sig med sin »Evangelisk Alliance og luthersk Bekjendelse«
bestemt mod »Alliancen«s Krav paa at optræde som en
Fællesnævner for protestantisk (evangelisk) Kristendom. Fra P.-M.s
Alderdomsaar foreligger »Folkekirke og evangelisk Tro« (1890) og
»Guds Rige og evangelisk Tro« (1891), og til det sidste arbejdede
han paa Fuldførelsen af et Par teologiske Afhandlinger. P.-M.s
Skrifter vidner alle om alvorlig Selvtænkning, i Formen er de klare
og velovervejede, om end noget vidtløftige, og indholdsmæssigt set
viser de en egenartet Personligheds Udvikling fra en oprindelig
spekulativt farvet Teologi til en mere realistisk, hvori han stræbte
at forene gammelluthersk Kirkelighed og Indflydelse fra Mynster
med grundtvigske Tanker. Disse sidste præger især hans Betoning
af Kirkesamfundet som en »Sakramentkirke«. — P.-M. besad ogsaa
i fremtrædende Grad sin Slægts Sans for Poesi. Han kendte Skønlitteraturen,
især fra den danske Guldaldertid, ud og ind, og en
Dansk biografisk Leksikon. XVII. Dec. 1939. 4°