Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Panum, P. L. 631
Naturlære og udgav Skolelærebøger i disse Fag (f. Eks. 1845). Efter
var nan
at have taget lægevidenskabelig Embedseksamen 1845
Kandidat ved Almindelig Hospital, men allerede Juni 1846 rejste
han i offentlig Sendelse sammen med A. H. Manicus til Færøerne,
hvor der var udbrudt en ondartet Mæslingeepidemi. P.s Beretning
om denne Epidemi tryktes baade i »Bibliotek for Læger« (1847) og
i 1. Bind af det senere saa kendte og udbredte »Virchows Archiv«
(1848), hvis Udgiver P. traf paa en Studierejse til Berlin 1847.
P.s Afhandling om Mæslingeepidemien paa Færøerne er klassisk
og verdenskendt. Det var 65 Aar siden, Sygdommen forrige Gang
optraadte paa Øerne, og i Løbet af syv Maaneder blev 77 pCt.
af Indbyggerne angrebne. P. benyttede de ejendommelige geografiske
Forhold til at paavise, hvorledes Sygdommen udbredtes ved
Smitte fra Person til Person (ikke »miasmatisk« gennem Luften),
bestemte Inkubationstidens Varighed, paaviste, at Immuniteten
varede mindst 65 Aar, og at Børn under fem Maaneder ikke
angrebes. Mæslinger blev ved disse Undersøgelser den bedst kendte
kontagiøse Sygdom, og P.s Evner som naturvidenskabelig Iagttager
blev fastslaaet og kendt i Ind- og Udland. Kun hos Færingerne
vakte Afhandlingen Mishag, fordi den kritiserede de sociale og
hygiejniske Forhold paa Øerne.
1848—49 under Krigen var P. Skibslæge paa Damp-Orlogsskibet
»Geiser«. 1850 sendtes han som Epidemilæge til Bandholm, hvor
der var udbrudt en ondartet Koleraepidemi. Belært af sine Erfaringer
fra Færøerne betragtede P. Koleraen som kontagiøs, bekæmpede
Epidemien med strenge Afspærringsforanstaltninger og standsede
den. Til Trods herfor vakte hans Anskuelser og Handlemaade
stærk Kritik hos Lægeautoriteterne, der betragtede Koleraen som
miasmatisk og ikke kontagiøs. P. maatte endog fratræde sin Hospitals-Kandidatstilling.
P. begyndte at praktisere i Kbh., men arbejdede samtidigt videnskabeligt
og offentliggjorde nogle mindre fysiologisk-kemiske Afhandlinger.
1851 blev han Dr. med. paa en Afhandling »Om Fibrinen
i Almindelighed og om dens Coagulation i Særdeleshed«. Med
offentlig Understøttelse rejste han til Udlandet 1851—53 og beskæftigede
sig herefter alene med fysiologisk Forskning. Paa Rejsen
studerede han fysiologisk Kemi hos Scherer i Wurzburg, besøgte
Leipzig og opholdt sig længe i Paris hos Datidens Fører inden for
den eksperimentelle Fysiologi, Claude Bernard.
Fra Paris hjemkaldtes P. for 1853 at udnævnes til ekstraordinær
Professor i medicinsk Kemi, Fysiologi og almindelig Patologi ved
Kiels Universitet. Han satte Fart i Kiel-Universitetets naturviden-