Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

62 Nielsen, Fredrik.
rationalismen, som N. fra nu af betragtede som Hovedfjenden
religiøst set, nærmede han sig atter den grundtvigske Retning. Han
blev ganske vist aldrig Partimand i snævrere Forstand, men han
stod især fast paa Trosbekendelsen som Udtryk for det fælleskristelige
og betonede stærkt Værdien af Kirken som et Menighedssamfund.
Overhovedet var det den unge, den fremadstræbende
og kæmpende Grundtvig, N. havde Sympati for, ikke den kanoniserede
Kirkefader.
Ved den ovennævnte Udenlandsrejse havde N. i høj Grad vundet
i Udvikling og Kundskaber. Især havde han haft Udbytte af sit
Ophold i Leipzig, hvor han studerede græsk Palæografi under
Tischendorf, og i Jena, hvor han traadte i nærmere Forbindelse
med den berømte Kirkehistoriker Karl Hase. Efter sin Hjemkomst
optraadte N. nogle Vintre som populær kirkehistorisk Forelæser
paa Borchs Kollegium, og 1873 blev han Kateket ved Vor
Frelsers Kirke paa Christianshavn. Han stod i et hjerteligt Forhold
til den gamle Sognepræst P. A. Fenger, han gik med Iver op
i sin Præstegerning og deltog ogsaa i anden kirkelig Virksomhed.
Saaledes var han fra 1873 (til 1882) Medredaktør af »Dansk Kirketidende«
og fra 1872 (til 1882) teologisk Medarbejder ved »Dagbladet«.
I sidstnævnte Stilling kom hans udmærkede Evner som
Journalist maaske mest typisk til deres Ret — et Udvalg af hans
bedste Artikler fra disse Aar foreligger i hans »Karakteristiker og
Kritiker« (1884). Ved nøjeregnende Anvendelse af sin Tid lykkedes
det dog ogsaa N. at fortsætte de strengere Studier. 1875 foretog
han en ny Rejse til Tyskland for at gøre Undersøgelser til Reformationstidens
Historie — en Frugt heraf er Udgaven af den ældste
Redaktion af Luthers »Traubuchlein« (1876) —, og 1876 holdt
han med speciel Tilladelse paa Universitetet en Række interessante
Forelæsninger, s. A. udgivet under Titel »Romer-Kirken i det 19.
Hundredaar«, I.
Med denne Virksomhed som Baggrund var det naturligt, at N.
1877 blev Fr. Hammerichs Efterfølger som Professor i Teologi (med
Kirkehistorie som Hovedfag), og 1879 erhvervede han den teologiske
Doktorgrad paa en — noget skematisk — Afhandling om
Tertullians Etik. I 23 Aar kom N. til at udfolde en betydningsfuld
Virksomhed som Universitetslærer. Vel evnede han ikke at indføre
de studerende i metodisk, kritisk Historieforskningsarbejde, og
som Eksaminator virkede han tør og springende, derimod var han
i sit rette Element som Forelæser. Hans Veltalenhed var usædvanlig,
støttet til sin uhyre Hukommelse havde han altid det rige Stof paa
rede Haand og kunde derfor stadig fremdrage nye og oplysende