Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

210 Nissen, Helge.
Nissen, Helge, 1871—1926, Operasanger. F. 5. Sept. 1871 paa
Rydhauge ved Holstebro, d. 5. Okt. 1926 i Kbh., begr. sst. (Holmens).
Forældre: Forpagter Frederik Emil N. (1834—72) og Anna
Frederikke Larsen (1846—1923). Gift i° 19. Sept. 1902 i Hornbæk
med Kamma Emmy Biigel Berner, f. 11. Sept. 1880 i Kbh.
(Johs.) (gift 2° 1909 med Overretssagfører, senere Højesteretssagfører
og konst. Kammeradvokat Vagn Aagesen, 1866—1939
(gift i° 1892 med Ingeborg Hansen, f. 1873, gift 2° 1911 med
Kammerherre Otto Scavenius, s. d.)), D. af Fideikommisbesidder
Edmund Biigel B. (1827-—85) og Alvilde Nathalie Mathilde Poulsen
(1847—1938). Ægteskabetopløst. 2° 25. Okt. 1910 i Svendborg
med Octavia Wiggersa Rye, f. 2. Febr. 1884 i Kbh. (Garn.)
(gift 2° 1916 med Kaptajn Carl Gustav Schnack, f. 1883 (gift
i° 1910 med Gertrude Levin, f. 1892 (gift 2° 1915 med Ingeniør
Knud Oluf Jessen Degn, f. 1880, 3 0 med Skibsreder i Goteborg
Ivar Ligneil, f. 1881; Ægteskabetopløst))), D. af Ritmester, senere
Oberst, Kammerjunker William R. (1839— 1916) og Hansine (Sidde)
Jenny Wiggersa Hortense Wissing (1852—1922). Ægteskabet opløst.
3° 31. Juli 1917 i Kbh. (Slotsk.) med Skuespillerinde Gudrun
Houlberg, f. 21. Febr. 1889 i Viborg (gift 2° 1932 (Ægteskabet
opløst) med Kaptajnløjtnant, Ingeniør Poul Middelboe, f. 1883
(gift i° 1907 med Ellen de Nully Brown, f. 1888 (gift 2 0 1916
med Bankfuldmægtig Erik Julius Henrik Wegener, f. 1884),
2 0 1916 med Skuespillerinde Ingeborg Elisabeth Larsen, 1887—
1931)), D. af Sergent, senere Grosserer i Kbh. Anton Nielsen
H. (f. 1863) og Sørine Pouline Frederikke Prahl (f. 1867).
Efter at være blevet Student 1888 fra Hauchs Skole og cand.
phil. 1889 gik N. over i praktisk Erhverv, men studerede samtidig
Sang, bl. a. hos den dengang søgte Pædagog Leopold Rosenfeld.
Hans mørke, sonore og meget myndige Basbaryton havde allerede
naaet en betydelig Udvikling, da han 19. Maj 1897 debuterede
paa Det kgl. Teater i et Parti, der gennem Aarene skulde blive
en af hans virkningsfuldeste Glansroller, Mefistofeles i »Faust«.
Med Schrams berømte Udformning af denne Karakterrolle som
Baggrund var det ingen let Sag for en ung Sanger at hævde sig i
dette Parti; dramatisk var Skikkelsen da ogsaa hemmet endnu.
Det lidt stive og formelle, der kunde være over N.s sceniske Fremtræden,
blev først med Aarene forlenet med den Elegance og
kunstneriske Autoritet, der skabte hans Særstilling blandt sin Tids
Operakræfter. Det, som oprindelig var ungdommelig Kejtethed
og Hemning, blev senere til en bevidst og behersket Form. De
store Forhaabninger, der, alle Brist til Trods, blev knyttet til denne