Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

622 Paludan-Muller, Fr.
af G. Pauli (s. m. Chr. Winther) samt af H. P. Hansen 1877. —
Miiidesmærke i Kerteminde med Th. Steins Buste i Bronze.
Breve ved H. Martensen-Larsen, 1928. Fr. Lange: Frederik Paludan-
Muller, 1899. Vilh. Andersen: Paludan-Muller, I—II, 1910. H. Martensen-
Larsen: Paludan-Muller og Martensen, 1923. Samme: Den virkelige Fr.
Paludan-Muller, 1924. S. Kuhle: Kilderne til Fr. Paludan-Mullers »Kaianus«,
1923. Biografi ved samme i Ms. Jul. Lange: Udv. Skrifter, I, 1900, S. 344—53;
III, 1903, S. 249—58. G. Brandes: Saml. Skrifter, II, 1899, S. 151—209
(heri ogsaa Breve). B. Paludan-Muller i Tilskueren, XLIV, 1927, S. 130—38.
Paul V. Rubow i: Rom og Danmark gennem Tiderne, II, 1937, S. 47, 99—102,
104. Edmund Gosse: To Besøg i Danmark 1872—74, 1912, S. 85, 105 ff.,
253 ff - Paul V. Rubow.
Paludan-Muller, Jens, 1771—1845, Biskop. F. 7. Nov. 1771 i
Sorø, d. 14. Maj 1845 i Aarhus, begr. sst. Forældre: Godsforvalter
ved Sorø Akademi Caspar Peter Muller (1736—76) og Anna Paludan
(1740—1805). Gift 17. Sept. 1799 med Marie Benedicte
Rosenstand-Goiske, f. 15. Maj 1775 i Gunslev, d. 11. Marts
1820 i Kerteminde, D. af Sognepræst Jens R.-G. (1746—77)
og Anne Katrine Kierulf (1745—1805).
Da P.-M.s Fader døde tidligt, blev han undervist sammen med
Professor L. Kongslews Børn og flyttede siden med sin Moder til
Kbh. Her blev han privat dimitteret til Universitetet 1789 og tog
teologisk Attestats 1793. Efter at have været Lærer ved Vajsenhuset
udnævntes han 1799 til Sognepræst i Tise (i Viborg Stift),
hvorfra han 1801 forflyttedes til Kerteminde og Drigstrup og 1819
til Odense som Sognepræst ved St. Knuds Kirke og Stiftsprovst.
I sine fynske Embeder viste P.-M. sig som en nidkær og flittig
Embedsmand; især indlagde han sig betydelige Fortjenester af
Reorganisationen af Skole- og Fattigvæsenet i Kerteminde, og han
gjorde sig bekendt ved livlig Deltagelse i de videnskabelige Forhandlinger
ved Fyns Stifts Landemoder. Navnlig i Kerteminde
maatte han ogsaa oftere tage Stilling til den østfynske Forsamlingsbevægelse.
I Overensstemmelse med sin humane Personlighed
ønskede han ingen haardhændet Fremgangsmaade anvendt mod
denne, men som Mynster ansaa han Bevægelsen som Helhed for
en lidet sund Retning, velegnet til at uddanne forkvaklede og
uduelige Mennesker. P.-M.s nidkære Virksomhed i Forbindelse
med den store personlige Agtelse, han nød, gør det forstaaeligt,
at han 1830 blev udnævnt til Biskop i Aarhus. Ogsaa i sit nye
Embede lagde han de samme udmærkede Egenskaber for Dagen
som tidligere. Navnlig fremhæves hans usædvanlige Samvittighedsfuldhed,
der dog undertiden kunde slaa over i for vidtdreven