Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Paludan-Muller, Fr. 613
'835 og gjorde aldrig Brug af sin Prokurator-Bestalling. I sin
Ungdom var han meget afholdt som Selskabsmand, en frygtet
Balløve; men ogsaa som Ven var han skattet. Især færdedes han
gerne blandt sine kvindelige Slægtninge, Døtre af Professor C. A.
Borch i Sorø; over for den tyve Aar ældre Andrea, gift med den
norske Naturforsker Chr. Hansteen, indtog han Holdningen som
Skriftebarn; den næstældste, Henriette Friderichsen, var Genstand
for et mangeaarigt Sværmeri fra Digterens Side; den yngste, Charite,
blev hans Brud.
Sit litterære Tilhold havde han hos J. L. Heiberg og blev altid
regnet for at høre til hans Skole. Men hans tidligste Arbejder var
ikke blotte heibergske Svendestykker. 1831 kom hans første lyriske
Digt, »Raab til Polen«, 1832 »Fire Romanzer«, fremkaldte af en
Prisæskning fra Selskabet for skønne og nyttige Videnskaber. Nov.
1832 udkom Lystspillet »Kjærlighed ved Hoffet«, skrevet det foregaaende
Aar, det eneste af hans Arbejder, som gjorde nogen Lykke
paa Scenen. Det er en yndefuld Pastiche over Shakespeare og
Gozzi, gennemgaaende munter, men med enkelte melankolske
Toner. Et langt betydeligere Digterværk var »Dandserinden« (udk.
15. Jan. 1833), en l me om Byron og Puschkin mindende, versificeret
Roman, gennemtrængt med ofte meget bitre Refleksioner
over Livet og Døden. Den mandlige Helt, den elskværdige, villiesvage
Charles, ser ud som en Karton til Hovedpersonen i »Adam
Homo«. Digteren sysler allerede i dette Digt med Forkærlighed
med Dødstanken, men har endnu ikke fundet sin Livsfilosofi.
Bogen gjorde megen Lykke, ikke mindst paa Grund af dens højst
originale Behandling af Ottaverim, P.-M.s Yndlingsstrofe. 3. Febr.
1834 udkom »Amor og Psyche«, en mytologisk Digtning i dramatisk
Form. Motivet, det gamle Folkesagn om Dejligheden og Dyret,
var hentet fra Apulejus' Roman, Stilen af en noget slikket Elegance.
Skønt Digtet næppe er uden Sammenhæng med hans personlige
Liv, savner det overbevisende Kraft, især er den metafysiske Skildring
af de elskendes evige Forening fattig trods meget sprogligt
Glimmer. Men ogsaa dette Arbejde gjorde megen Lykke. P.-M.
var for en Stund Publikums Yndling. En lille poetisk Fortælling
i byronsk Stil, »Zuleimas Flugt« (1835), føjede endnu et Blad til
hans Krans.
Men Lykken vendte sig, da han 1836—38 udgav to Bind »Poesier«
med dramatiske Arbejder og lyriske Digte. I »Eventyr i
Skoven« forsøgte P.-M. sig atter i den Tieck-Oehlenschlåger-Shakespeare'ske
Genre (»En Skærsommernatsdrøm«), denne Gang til
Satire over Tidens politiske Bestræbelser. Digteren var altid en