Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Nygaard, P. H. 295
N. gik først i den almindelige Børneskole, men efter faa Aars
Forløb antog hans Forældre for ham og hans Søskende en Huslærer,
og dermed lagdes Grunden til en Privatskole, som for øvrigt
eksisterer endnu under Navnet Vester Skerninge Friskole. Efter
endt Skolegang arbejdede han paa Faderens Gaard, indtil han
atten Aar gammel blev Elev paa Testrup Højskole; efter et to Aars
Kursus paa Tune Landbrugsskole og en Vinter paa Askov kastede
han sig over Mejerivæsenet og var i to Aar Bestyrer af Slagelse
Mejeri, som dengang var et søgt Lærested for Mejerielever. Gennem
sin Chef, Grosserer Gunni Busck, Kbh., fik han derpaa Tilbud
om Posten som Direktør for et Forsøgsmejeri, som var knyttet til
Landbrugsakademiet i Åbo i Finland, og han havde allerede besluttet
sig til at modtage Tilbudet, da hans Fader bad ham komme
hjem og overtage Gaardens Drift. Skønt Stillingen i Finland fristede
stærkt, opfyldte han Faderens Ønske; men dette Skridt viste
sig temmelig snart overflødigt, idet en ældre Broder uventet kom
hjem fra Amerika og overtog Gaarden; nu var den finske Stilling
imidlertid besat med en anden.
Paa dette Tidspunkt averterede »Fyns Tidende« i Odense efter
»en ung Mand, der skrev Dansk godt og rigtigt«, og 1885 begyndte
N. sit Arbejde ved dette Blad; han avancerede hurtigt til Redaktionssekretær
og blev 1898 Medredaktør, og da Bladets Redaktør,
Landstingsmand Jørgen Pedersen 1902 fratraadte Redaktionen og
Ledelsen, valgtes N. paa hans Forslag til Bladets ansvarlige og
politiske Redaktør. Denne Stilling røgtede han derefter i tyve Aar,
indtil han 1922 af Helbredshensyn trak sig tilbage, og det skyldes
først og fremmest hans kloge og besindige Ledelse, at »Fyns Tidende«
efterhaanden blev et af Provinsens største og mest ansete Blade.
Da N. fik Ansvaret for »Fyns Tidende«, herskede der et permanent
daarligt Forhold mellem Venstrereformpartiet og Det forhandlende
Venstre. Denne Strid mellem de gamle Partifæller om
Forliget 1894 vilde N. arve saa lidt som muligt af, og han tog fra
første Færd bestemt Sigte paa at faa den ud af Verden. Inden for
begge Partier var der mange, som ansaa dette for haabløst, og
ogsaa Jørgen Pedersen, der som et fremtrædende Medlem af Det
forhandlende Venstre havde døjet meget under Gruppestriden, var
skeptisk; men Sagen havde naturligvis hans Interesse, og kort efter
N.s Tiltræden meddelte Jørg. Pedersen ham — for øvrigt efter
Aftale med Folketingsmand N. Neergaard — i al Fortrolighed, at
hvis han kunde skrive en tilpas overlegen og rolig Artikel om Partiforholdene,
vilde Jørg. Pedersens Meningsfæller i Folketinget benytte
denne som Anledning til at opløse deres Parti og gaa over til