Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

Palladius, Peder. 585
slog igennem paa saa mange Punkter, og at indplante luthersk
Forstaaelse af Tro og Liv. Hvorledes han gik til Værks, kan man
for en stor Del lære at kende af hans berømte »Visitatsbog« (jfr.
nedenfor). Det fremgaar klart af denne, hvordan han bestandig
maatte føre Kamp mod katolsk Tankegang og overleverede Skikke,
mod Skærsildstro og Helgenbilleder, Sidealtre og Relikvier ikke
mindre end mod Klostervæsen, Afladsbreve og Valfarter. Samtidig
maatte han næsten hvert Sted bygge den lutherske Kirke op fra
nyt, maatte belære Præster og Sognefolk om Kirkehusets sande
Anvendelse og Gudstjenestens rette Udformning samt vejlede Menighederne
i den nye evangeliske Samfundsbetragtning. I sine
Formaninger om Fattigpleje, Undervisning og Husliv viser han
sig saaledes som en Folkepædagog af Rang.
Uden Tvivl kunde P. P. i Aarenes Løb glæde sig ved en stadig
mere fremadskridende Lutheranisering af Stiftet, men helt at udrydde
aarhundredgammel Sæd og Skik krævede Menneskealdres
Arbejde og forløb ikke uden svære Kampe. Sejg Modstand mødte
det nye, saaledes især hos Medlemmerne af Kapitler og Klostre,
og hertil kom Vanskeligheder af anden Art, idet ikke sjældent
indflydelsesrige Adelspersoner stod paa den gamle Kirkes Side og
kun nødigt vilde bøje sig for en Superintendent af ringe borgerlig
Herkomst. P. P. synes dog i saadanne Tilfælde at være optraadt
med en ligelig Blanding af Sagtmodighed og Fasthed og søgte at
slaa sine Modstandere af Marken ved at henvise til den Troskabsed,
han havde svoret Kongelig Majestæt.
P. P.s Virksomhed var imidlertid ingenlunde indskrænket til
hans eget Stift alene. Det er ganske vist urigtigt at betegne ham
som »Ærkebiskop«, men som Biskop i Rigets Hovedstad indtog
han en Stilling som den første blandt Ligemænd og blev i særlig
Grad benyttet af Regeringen som Raadgiver i alle betydningsfulde
kirkelige Spørgsmaal. Hertil kom endvidere, at han faktisk fungerede
som en Art Overbiskop over Norge, Island, Færøerne og Gotland,
ja selv til Hertugdømmerne strakte hans Indflydelse sig.
Dette gav sig bl. a. Udtryk i de mange almenkirkelige Hverv, der
blev ham betroet. Saaledes blev det ham 1543—44 overdraget at
lede de Religionsdisputatser, som afholdtes med katolsksindede
Repræsentanter for Kapitler og Klostre, ligesom han ogsaa førte
Forsædet paa de Bispemøder, der fandt Sted i Christian III.s Tid.
Der er næppe Grund til at betvivle, at han herigennem øvede en
stærk Indflydelse paa Udformningen af de Bestemmelser, som disse
vigtige Møder affødte med Hensyn til Ordningen af en Række
indre kirkelige Forhold. — En ikke ringe Betydning tilkom der