Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

4i8 Olsen, Axel.
nemførelsen af tvungent Akkordarbejde i Faget. 1908 valgtes han
af den københavnske Fællesledelse til Bestyrer af Arbej'dsmændenes
Arbejdsløshedskasses Kontrolkontor, men allerede n. A. blev han
Formand for Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, en Stilling, han
indtog til 1919 med en kort Af brydelse 1911—12, da hele Bestyrelsen
en Periode var afsat ved en syndikalistisk Paladsrevolution. Op
gennem de vanskelige Krigsaar viste han sig som en dygtig Forhandler
og en fast Administrator, og som Voldgiftsmand traf han adskillige
retningsgivende Afgørelser. Fra Vinteren 1912—13 etablerede
han i Samarbejde med Borups Højskole og Teknologisk Institut
nogle Aftenkursus i Udregning og Forstaaelse af Betonarbejdernes
Priskurant, en pædagogisk Virksomhed, han har viet megen Interesse
og efter 1930, efter Gennemførelsen af Landsoverenskomsten
med Entreprenørerne, har udvidet til omfattende Tillidsmandskursus
paa Esbjerg og Roskilde Arbejderhøjskoler og i Kbh. 1916
blev han Medlem af Dansk Arbejdsmands Forbunds Hovedbestyrelse,
1919 Forretningsfører, og var som Lyngsies nære Medarbejder
Sjælen i den branchemæssige Omlægning af Forbundets Struktur,
der gennemførtes 1925. Efter Lyngsies Død valgtes O. 1932 til
hans Efterfølger som Formand for D.A.F., og det tilfaldt saaledes
ham at fuldbringe Opførelsen af Forbundets monumentale Administrationsbygning
i Nyropsgade og at føre Forhandlingerne om
Landarbejderforbundets Sammenslutning med D.A.F. til Ende.
Linien for den organisatoriske Arbejdsdeling er herefter yderligere
uddybet, og der er sikret de fire Hovedgrupper — Fabrik-, Jordog
Beton-, Transport- og Landarbejdergruppen — vidtgaaende
Selvstændighed inden for det store Forbunds Rammer. Med sit
Medlemstal paa ca. 200 000 vil D.A.F. og dets Formands Stilling
ganske naturligt veje stærkt til i den faglige Politik. Et vist, traditionelt,
Modsætningsforhold mellem Arbejdsmændene og de øvrige
Fagforbund (væsentlig af faglærte), som stadig latent er til Stede,
har dog aldrig i O.s Formandstid givet sig de eksplosive Udslag,
som hændelsesvis kunde ske under Lyngsie. Ud fra rene Fagforeningssynspunkter
har O., som adskillige andre, været betænkelig
ved de senere Aars Udvikling, hvorved faglige Spørgsmaal har
fundet deres Løsning paa Rigsdagen, og han har tydeligere end
andre givet Udtryk derfor. Han har aabent erklæret denne Situation
principielt forkastelig og vil som Leder af den Organisation, der
repræsenterer de lavest lønnede i Landet, insistere paa fuld Frihed
til at kæmpe for bedre Kaar med de Midler, Organisationen finder
bedst egnede. Imidlertid har denne Opfattelse, som han har fremført
saavel i kompetente Forsamlinger som i Foredrag og Artikler,