Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

30
Nielsen, Carl.
maaske med et lille pikant Stænk Pedanteri; men han var højt
kultiveret og meget kritisk. Medens de ældre Lærere paa Romantikernes
Vis nærmest ansaa Kontrapunkt for en Antikvitet, man
ganske vist burde vise traditionel Ærbødighed, men som til syvende
og sidst ikke kom en saa farlig meget ved, var for Rosenhoff Undervisningen
i den klassiske Polyfoni Musikopdragelsens Hovedhjørnesten.
N. tog her godt ved Lære; man behøver sjældent at skrabe
ret meget paa Overfladen af hans tekniske Apparat, før den ædle
Undergrund af tryg polyfon Kunnen, hvorpaa den hviler, kommer
for Dagen. Rosenhoff havde dog fra først af ikke rigtig Syn for
N.s Begavelse (maaske fordi denne var saa langsom og sund i sin
Tilegnelsesevne), og han skal senere have udtalt, at han ingen
Anelse havde om, hvad der boede i N., før efter Læretiden. Han
blev fra da af N.s trofaste Raadgiver i alle musikalske Anliggender.
Med Udgangen af 1886 forlod N. Konservatoriet. Det stod efterhaanden
klart for ham, at det var Komponist, han vilde være.
1888 fik han sit første større Orkesterarbejde, Suiten for Strygere
Op. 1, opført. Den blev godt modtaget; man var straks klar over,
at her var et nyt, stærkt Talent under Opmarch. Senere, da han
fandt frem til sin personlige Stil, var der i høj Grad Maade med
Venligheden. Vinden stod ham som Regel stærkt imod. Han
havde dog altid en lille ukuelig Falanks af Ildtilbedere; men det
var egentlig først i hans sidste Aar, da han for længst havde vundet
sig et Navn i Udlandet, at en bredere Anerkendelse blev ham til
Del ogsaa her hjemme. Som Komponist kunde han dog ikke tjene
til Livets Ophold, han maatte her stole paa Violinen, og da der
1889 blev en Stilling ledig som 2. Violinist i det kgl. Kapel, deltog
han i Konkurrencen og vandt Pladsen. Den første Aften, han spillede
i Teatret, forvildede en Laurbærkrans, der fra Tilskuerpladsen
var blevet udslynget med en jubilerende Operist som Maal, sig
ned i Orkesterrummet og lagde sig til Hvile om Halsen paa den
debuterende Sekondviolinist — en fin symbolsk Gestus af Tilfældet,
som ikke var uden Sidestykke i N.s Liv og kun nævnes her, fordi
han ofte er blevet opfattet som en nureddin-agtig Slider uden
i Inspirationen«s og de andre mystiske Magters Velsignelse. I Virkeligheden
var han, som alle store Aander, et Menneske, der skete
noget med, og hans Liv var et Eventyr saa godt som en H. G.
Andersens.
1890 fik N. tildelt det Ancker'ske Legat og rejste derpaa til
Tyskland, Frankrig og Italien. I Paris lærte han den unge Billedhuggerinde
Anne Marie Brodersen at kende og blev kort efter viet
til hende. Med sin uforsagte og dristige Karakter og Sans for det