Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

n6 Nielsen, Kai.
En Række store offentlige og private Opgaver gav ham imidlertid
Lejlighed til i de følgende Aar at arbejde sig frem til en Monumentalstil
og til dybtgaaende Studier over monumental Plastik,
bl. a. Materialets Krav til Modelleringen og Lysets Samspil med
Formen. Han foretrækker Granit og Kalksten. Da Joakim Skovgaard
havde skaffet ham Bestillingen paa Thorvald Bindesbølls
Portrætherme (1909—10; nu i Kunstindustrimuseets Grønnegaard),
huggede han den paa Stedet, hvor den først var opstillet, foran det
daværende Kunstindustrimuseum ved Raadhuspladsen, for paa
den Maade at bringe Formen i Overensstemmelse med Omgivelserne
og det Lys, hvorunder den skulde ses. Ligeledes i Granit
udførtes Mindestenen for Polarforskerne Mylius Erichsen, Jørgen
Brønlund og Høeg Hagen (rejst paa Langelinie i Kbh. 1912),
Udsmykningen af Blaagaards Plads (1913—15), Mads Rasmussens
Statue til Faaborg Museum (1912—14) og Statuen »Granittøsen«
(1915, Faaborg Museum; et Forarbejde i Kalksten 1910 under
Titlen »En lille Pige, der trækker Uldtrøjen af«). Paa Blaagaards
Plads, hvor han samarbejdede med Arkitekt Ivar Bentsen, maatte
Skulpturen formes efter ledende arkitektoniske Synspunkter. Modellerne
til Udsmykningens atten Figurgrupper blev til under Opholdet
i Paris, men ogsaa dem huggede han færdigt paa Stedet. Disse
Bestræbelser i monumental Retning kulminerede i Mads Rasmussens
Statue. Den er nøje stemt ind i det af Arkitekten Carl Petersen
planlagte Kuppelrum, spænder Rummet op med sin Formfylde og
bevarer midt i Opgavens arkitektoniske Bundethed et overdaadigt
Humør i sin Karakteristik af Manden. Det andet Materiale, Kalksten,
anvendte N. til Statuen »Pigebarn, der piller Tæer siddende«
(1910—11, Kunstmuseet), Ymer-Brønden paa Torvet i Faaborg
(1913—15) og Gruppen »Vorherre puster Liv i Eva« (1914, Kunstmuseet),
som i Grunden er et Frirelief i Kæmpeformat. Kalkstenen
tillod med sine Krav om en mere summarisk Modellering og større
Helhed i Figurernes Bevægelse en friere Udfoldelse af hans Form-
Opfattelse. Den siddende Kvindestatue hører til dem, hvor hans
plastiske Fornemmelse virker mest umiddelbar, hans Patos — den
søvndrukne Lidelse i Lemmernes mødige Stræk — finest følt. Vorherre-Gruppen,
hvori Inspiration fra javansk Kunst gør sig gældende,
er — saaledes som han selv har forklaret den — en dramatisk-plastisk
Fremstilling af Lysets Kamp med Formen og blev i
sin Formbehandling Udgangspunkt for en Række senere Arbejder.
Gennem Privat-Udstillinger søgte N. 1915—16 at vinde Indpas
i Norge og Sverige. Han skabte sig i disse Lande en Position, der
virkede tilbage paa hans Anseelse hjemme, og fik mange Bestil-