Nielsen. Af de talrige Slægter med Patronymet N. skal ... - Rosekamp

142 Nielsen, Michael.
berede til Studentereksamen med et godt Resultat, og dette Maal
naaedes. I Aarene 1812—43 dimitteredes 404 Elever til Universitetet.
Men med de saakaldte Handelsklasser gik det tilbage, og
1838 ophævedes de helt. Dette var saa meget mærkeligere, som
man netop i 1830'erne diskuterede, hvor man skulde sætte sin Søn
i Skole, naar han ikke skulde være Student, og Antallet af de
lærde Skolers Dimittender til Universitetet i Seksaaret 1836—42
sank fra 179 til 140. Borgerdydskolen betragtedes aabenbart, og
ikke med Urette, som en eksklusiv Studenterskole. En særlig Grund
til de aftagende Indmeldelser i Skolen var sikkert den, at N. vedblev
at holde paa delt Skoletid, som andre Skoler af Hensyn til
Byens Vækst havde opgivet. Tilbagegangen fortsatte, og da Børnetallet
1844 var gaaet ned til 40, trak N. sig tilbage med Pension.
N. nød høj Anseelse i sin Samtid. Autoriteterne udtalte sig flere
Gange med den største Anerkendelse om hans Virksomhed. 1836
opfordrede Universitetet ham til at indlevere en Afhandling for den
filosofiske Doktorgrad, som vilde blive tildelt ham uden mundtligt
Forsvar. N. benyttede sig ikke af Tilbudet; hans Skolearbejde
levnede ham ikke Tid. Paa sine Elever gjorde han et uudsletteligt
Indtryk, og mange af dem har udtalt sig om hans Person og Virke.
De er alle enige om, at han var en fremragende Latinlærer, og at
han styrede sin Skole med en Selvherskers Fasthed og Strenghed.
Efter de fleste og vægtigste Vidnesbyrd havde han bag sin Strenghed
et varmt og kærligt Hjerte. Tidligere Elever og deres Forældre
giver i talrige Udtalelser ikke alene Udtryk for deres Hengivenhed,
men de betragter ham som deres jævnbyrdige i Dannelse.
Det gælder Mænd som H. C. Ørsted, C. E. Scharling og Brødrene
Kierkegaard. Søren K. kalder N. »min Ungdoms uforglemmelige
Lærer, mine senere Aars beundrede Paradigma«. Heroverfor kan
man ikke skænke N. C. L. Abrahams ret megen Tiltro, naar han
ud fra en »saare kort« Lærervirksomhed ved N.s Skole kalder N.
»en Pedant, en Tyran, bondeagtig, udannet uden for de klassiske
Forfattere, holdt egentlig kun Lærere i andre Fag, fordi det saa skulde
være«, eller bygge paa Udtalelsen fra Søren Kierkegaards Klassekammerat
E. J. Anger, der kalder N. »en Despot, der lærte os at lyde,
at tie til den blodigste Uret og at skrive latinsk Stil«. Alene N.s
Dimissionsvidnesbyrd, hans Skrivelser til Direktionen, hans Redegørelse
for sine Undervisningsprincipper i Program 1841 fritager
ham for Beskyldning for Mangel paa Dannelse. Københavneren
Abrahams har vel hæftet sig ved N.s antagelig jyskfarvede Tale,
der var forsynet med mange uartikulerede »sene, sene«. Hvad
Valg af Kolleger angaar, kan anføres, at af Lærerne ved Skolen,